POLITIKEN OG TØGER SEIDENFADEN - fortsat
(de fede typer i citaterne er mine).
ANALYSE: SEIDENFADEN OG KULTURRADIKALISMEN
Læs her om Seidenfadens ejendommelige forhold til sin arbejdsgivers
værdigrundlag, kulturradikalismen.
Før han i 1993 blev ansat som ansvarshavende redaktør på den kulturradikale avis, Politiken, var han erklæret konservativ.
ANTISOCIALIST: 1993 - 2004 gjorde han Politiken fri af venstreorienteringen, men ved ellers ikke, hvad der var specielt og aktuelt ved kulturradikalisme, da dansk kultur ifølge ham allerede var kulturradikal.
NY FJENDE: 2004 finder Seidenfaden endelig en definition på sin kulturradikalisme hos de "reaktionære præster", Krarup og Langballe, fra Dansk Folkeparti. Definitionen bestod i at gøre det modsatte af dem. De tordnede mod "menneskerettigheder, oplysningsidealer, homoseksualitet som handikap, islam og udlændinge". For Seidenfaden blev det dog kun til at forsvare islam og udlændinge. Især oplysningsidealer blev glemt. Der var de enige.
ANTIKULTURRADIKAL: 2006 er det de "reaktionære præster" og Jyllands-Posten, der ifølge Seidenfaden er de kulturradikale i deres kulturelle kamp mod religionen islam, og han indrømmer, at han selv er skiftet fra fritænker til religiøs. Det er islam, han kæmper for. Han mener da også, at monoteismen er fremskridt, men tager ikke i betragtning, at det var for nogle tusinder år siden. Fremskridtene senere interesserer ham ikke.
KONKLUSION: allerførst var han konservativ. Så frelser han de kulturradikale fra de venstreorienterede. Derefter genopfinder han kulturradikalismen. Og er indtil videre endt i antikulturradikalismens kamp for religionerne.
Fortsætter han mønstret, skulle han i sin næste udviklingsfase genopdage kulturradikalismens forsøg på at frigøre mennesket fra religiøse autoriteter. eller han konverterer til islam for at finde meningen med sit liv.
Seidenfaden vil altid have problemer med kulturradikalismen.
Før han i 1993 blev ansat som ansvarshavende redaktør på den kulturradikale avis, Politiken, var han erklæret konservativ.
ANTISOCIALIST: 1993 - 2004 gjorde han Politiken fri af venstreorienteringen, men ved ellers ikke, hvad der var specielt og aktuelt ved kulturradikalisme, da dansk kultur ifølge ham allerede var kulturradikal.
NY FJENDE: 2004 finder Seidenfaden endelig en definition på sin kulturradikalisme hos de "reaktionære præster", Krarup og Langballe, fra Dansk Folkeparti. Definitionen bestod i at gøre det modsatte af dem. De tordnede mod "menneskerettigheder, oplysningsidealer, homoseksualitet som handikap, islam og udlændinge". For Seidenfaden blev det dog kun til at forsvare islam og udlændinge. Især oplysningsidealer blev glemt. Der var de enige.
ANTIKULTURRADIKAL: 2006 er det de "reaktionære præster" og Jyllands-Posten, der ifølge Seidenfaden er de kulturradikale i deres kulturelle kamp mod religionen islam, og han indrømmer, at han selv er skiftet fra fritænker til religiøs. Det er islam, han kæmper for. Han mener da også, at monoteismen er fremskridt, men tager ikke i betragtning, at det var for nogle tusinder år siden. Fremskridtene senere interesserer ham ikke.
KONKLUSION: allerførst var han konservativ. Så frelser han de kulturradikale fra de venstreorienterede. Derefter genopfinder han kulturradikalismen. Og er indtil videre endt i antikulturradikalismens kamp for religionerne.
Fortsætter han mønstret, skulle han i sin næste udviklingsfase genopdage kulturradikalismens forsøg på at frigøre mennesket fra religiøse autoriteter. eller han konverterer til islam for at finde meningen med sit liv.
Seidenfaden vil altid have problemer med kulturradikalismen.
Tøger Seidenfaden skriver dette om sig selv i Politiken 4.1.2004:
"Under den kolde krig, der sluttede, da jeg var i begyndelsen af 30'erne, kunne jeg ikke dele den massive mistillid til de vestlige landes myndigheder, der var typisk for min generation. Selvfølgelig var det kritisabelt, når USA her og der svigtede sine demokratiske idealer i kampen med sovjetkommunismen. Men at det var rigtigt, at vi var USA's allierede, og at det var en konflikt, der skulle udkæmpes, var jeg aldrig i tvivl om. Forhåbentlig gjorde det mig ikke til en ukritisk apologet for alt etableret; men at min loyalitet var på det etableredes side, vil jeg ikke løbe fra."
"Under den kolde krig, der sluttede, da jeg var i begyndelsen af 30'erne, kunne jeg ikke dele den massive mistillid til de vestlige landes myndigheder, der var typisk for min generation. Selvfølgelig var det kritisabelt, når USA her og der svigtede sine demokratiske idealer i kampen med sovjetkommunismen. Men at det var rigtigt, at vi var USA's allierede, og at det var en konflikt, der skulle udkæmpes, var jeg aldrig i tvivl om. Forhåbentlig gjorde det mig ikke til en ukritisk apologet for alt etableret; men at min loyalitet var på det etableredes side, vil jeg ikke løbe fra."
Tøger Seidenfaden har 18.1.2004 problemer med at definere Politikens
værdigrundlag.
"FAKTISK VAR der kun én måde, hvorpå kulturradikalismen i anden halvdel af det 20. århundrede stadig have skarp kant. Det var ved at lade den glide over i venstreorientering af socialistisk eller kommunistisk aftapning. Det var til gengæld også her, den kunne gå hen og slippe forbindelsen med både det socialliberale og det frisindede. Behovet for at præcisere forskellen på at være kulturradikal og være totalitær fellow-traveller havde stadig en vis aktualitet i 1993. Problemet var ikke enormt (Muren faldt allerede i 1989), og den revolutionære socialisme havde allerede dengang tabt det meste af sin fascinationskraft. Men dog. Det var i hvert fald disse sondringer, hvor jeg holdt fast i Georg Brandes og PH, men lagde afstand til mindre liberale kulturradikale ånder, jeg dengang puslede med i nogle ledere og artikler. Men jeg husker først og fremmest følelsen af at gøre det 'for en ordens skyld'. Men man kan roligt sige, at det ikke var noget, der gav de store læserreaktioner. Ikke bare kunne udredninger om kulturradikalismen ikke bringe sindene i kog. Det var faktisk svært at se, at kulturradikalismen overhovedet havde et markant budskab i tiden.
TIDERNE SKIFTER.
Hvad er det ældste kulturradikale råstof, der kunne inspirere en Viggo Hørup til meterlange ledere i avisens første år, og som i årtierne både før og efter år 1900 kunne få Georg Brandes til at fare i blækhuset? Reaktionære præster, naturligvis. Dem var det danske debatlandskab ikke ligefrem rigt på fra 1960'erne og til 1990'erne. Men de har som bekendt fået et comeback. Søren Krarup og Jesper Langballe tordner nu løs ikke bare fra prædikestole, men fra Folketingets talerstol, og mindre ånder med og uden præstekjole prøver rundt omkring at gøre dem det efter. Og hvad tordner de imod? Menneskerettigheder, oplysningsidealer, homoseksualitet som handikap, islam og udlændinge. Og de finder ondets rod - ja, det er ikke noget, jeg finder på - i jøden Georg Brandes, i det moderne gennembrud og i kulturradikalismen Og hvad tordner de for? Jo, danskhed, kristendom og et folkeligt fællesskab, der ikke skal inficeres og opløses af sydfra kommende strømninger, kosmopolitiske idealer og andet stammefremmed udenlandsk. Og hvem er det, der har overladt kultur- og værdikamp til de reaktionære præster? En statsminister, der anfægter oplysningsidealet ved at mistænkeliggøre intellektuelle som smagsdommere. Og en regering, der har meget svært ved at afgrænse sig til højre. Kulturradikalismen er igen aktuel. Tak for gaven."
"FAKTISK VAR der kun én måde, hvorpå kulturradikalismen i anden halvdel af det 20. århundrede stadig have skarp kant. Det var ved at lade den glide over i venstreorientering af socialistisk eller kommunistisk aftapning. Det var til gengæld også her, den kunne gå hen og slippe forbindelsen med både det socialliberale og det frisindede. Behovet for at præcisere forskellen på at være kulturradikal og være totalitær fellow-traveller havde stadig en vis aktualitet i 1993. Problemet var ikke enormt (Muren faldt allerede i 1989), og den revolutionære socialisme havde allerede dengang tabt det meste af sin fascinationskraft. Men dog. Det var i hvert fald disse sondringer, hvor jeg holdt fast i Georg Brandes og PH, men lagde afstand til mindre liberale kulturradikale ånder, jeg dengang puslede med i nogle ledere og artikler. Men jeg husker først og fremmest følelsen af at gøre det 'for en ordens skyld'. Men man kan roligt sige, at det ikke var noget, der gav de store læserreaktioner. Ikke bare kunne udredninger om kulturradikalismen ikke bringe sindene i kog. Det var faktisk svært at se, at kulturradikalismen overhovedet havde et markant budskab i tiden.
TIDERNE SKIFTER.
Hvad er det ældste kulturradikale råstof, der kunne inspirere en Viggo Hørup til meterlange ledere i avisens første år, og som i årtierne både før og efter år 1900 kunne få Georg Brandes til at fare i blækhuset? Reaktionære præster, naturligvis. Dem var det danske debatlandskab ikke ligefrem rigt på fra 1960'erne og til 1990'erne. Men de har som bekendt fået et comeback. Søren Krarup og Jesper Langballe tordner nu løs ikke bare fra prædikestole, men fra Folketingets talerstol, og mindre ånder med og uden præstekjole prøver rundt omkring at gøre dem det efter. Og hvad tordner de imod? Menneskerettigheder, oplysningsidealer, homoseksualitet som handikap, islam og udlændinge. Og de finder ondets rod - ja, det er ikke noget, jeg finder på - i jøden Georg Brandes, i det moderne gennembrud og i kulturradikalismen Og hvad tordner de for? Jo, danskhed, kristendom og et folkeligt fællesskab, der ikke skal inficeres og opløses af sydfra kommende strømninger, kosmopolitiske idealer og andet stammefremmed udenlandsk. Og hvem er det, der har overladt kultur- og værdikamp til de reaktionære præster? En statsminister, der anfægter oplysningsidealet ved at mistænkeliggøre intellektuelle som smagsdommere. Og en regering, der har meget svært ved at afgrænse sig til højre. Kulturradikalismen er igen aktuel. Tak for gaven."
Fint at TS henviser til Hørup og til hans kamp mod reaktionære præster, men TS magter ikke logikken. Hørup skrev ikke som TS mod præsterne som personer, men fordi de fastholdt folk i en dogmatisk religion. Det er ikke som præster, Krarup og Langballe har deres meninger, men som medlemmer af Dansk Folkeparti. Der er også reaktionære præster i de andre partier, som ikke hetzer mod muslimer. TS bruger Hørup til netop at fastholde folk i en dogmatisk religion, islam.
Det er ikke et oplysningsideal, at intellektuelle opfattes som eksperter. Der har altid været intellektuelle, der anfægter oplysnings-idealerne, f.eks. TS selv. Oplysningsidealer går på indholdet, ikke på uddannelse.
TS's tankegang her er et eksempel på hans tågede begrebsdannelser.
Tøger Seidenfaden skriver dette i Politiken 12.2.2006:
"Men på egne vegne vil jeg da godt indrømme, at mit syn på religion har ændret sig. Jeg er opdraget som fritænker og havde som ikketroende længe den opfattelse, at religion var en lidt finere form for overtro, der ville dø ud i takt med moderniseringens fremmarch. Jeg er blevet klogere. Europa er det eneste kontinent, der er overvejende sekulært, og USA, der er både rigere, mere magtfuldt og på mange måder mere moderne end Europa, er så religiøst som nogensinde. Men det er ikke kun sådanne hårde facts, der har gjort indtryk. Det er også gået op for mig, at religion for mange mennesker er en kilde til både mening og værdier, som det er svært at hævde er eksistentielt ringere end de kilder, man som fritænker øser af - hvad enten det er filosofi, personlig baggrund eller fascination af det videnskabelige eventyr. Jeg mener stadig ikke, at religiøse argumenter har nogen form for særlig autoritet. Gud eksisterer jo helt oplagt ikke. Men religionerne har alligevel en uomgængelig og endda respektabel plads i samfundet. NÅR JEG vender mig imod de nykulturradikale i den hjemlige debat, er det imidlertid ikke et opgør med min egen fortid. Det er af to andre grunde. For det første er deres kamp ikke et oprør mod den etablerede, religiøse overmagt, sådan som det var tilfældet på Brandes' tid. De angriber derimod et religiøst mindretal, der er hårdt presset i det danske samfund. På globalt plan kæmper de godt nok - ligesom os andre - mod den religiøse undertrykkelse og fanatisme i store dele af den muslimske verden. Den kamp er meget væsentlig. Men den føres bedst med alment demokratiske midler og på grundlag af universelle værdier. Hvis islam og demokrati skal gøres forenelige flere steder, er det bedste sted at starte ikke et frontalangreb på selve religionen. Det har i hvert fald George Bush og Tony Blair forstået. For det andet er deres nykulturradikalisme så ekstrem, at den ikke kan føres konsekvent igennem. Det var, hvad Jyllands-Posten fik demonstreret i denne uge. Da røgen lettede, ville landets største avis ikke anvende samme form for »hån, spot og latterliggørelse« over for hverken jøder eller kristne, som den med fynd og klem havde sat i scene over for muslimer. Det var en indlysende fornuftig beslutning. Men den viste også med al ønskelig tydelighed, at den nykulturradikale ekstremisme herhjemme ikke kan føres konsekvent igennem. Da det kom til stykket, blev det klart, at det bare var muslimerne, man var ude på at genere."
"Men på egne vegne vil jeg da godt indrømme, at mit syn på religion har ændret sig. Jeg er opdraget som fritænker og havde som ikketroende længe den opfattelse, at religion var en lidt finere form for overtro, der ville dø ud i takt med moderniseringens fremmarch. Jeg er blevet klogere. Europa er det eneste kontinent, der er overvejende sekulært, og USA, der er både rigere, mere magtfuldt og på mange måder mere moderne end Europa, er så religiøst som nogensinde. Men det er ikke kun sådanne hårde facts, der har gjort indtryk. Det er også gået op for mig, at religion for mange mennesker er en kilde til både mening og værdier, som det er svært at hævde er eksistentielt ringere end de kilder, man som fritænker øser af - hvad enten det er filosofi, personlig baggrund eller fascination af det videnskabelige eventyr. Jeg mener stadig ikke, at religiøse argumenter har nogen form for særlig autoritet. Gud eksisterer jo helt oplagt ikke. Men religionerne har alligevel en uomgængelig og endda respektabel plads i samfundet. NÅR JEG vender mig imod de nykulturradikale i den hjemlige debat, er det imidlertid ikke et opgør med min egen fortid. Det er af to andre grunde. For det første er deres kamp ikke et oprør mod den etablerede, religiøse overmagt, sådan som det var tilfældet på Brandes' tid. De angriber derimod et religiøst mindretal, der er hårdt presset i det danske samfund. På globalt plan kæmper de godt nok - ligesom os andre - mod den religiøse undertrykkelse og fanatisme i store dele af den muslimske verden. Den kamp er meget væsentlig. Men den føres bedst med alment demokratiske midler og på grundlag af universelle værdier. Hvis islam og demokrati skal gøres forenelige flere steder, er det bedste sted at starte ikke et frontalangreb på selve religionen. Det har i hvert fald George Bush og Tony Blair forstået. For det andet er deres nykulturradikalisme så ekstrem, at den ikke kan føres konsekvent igennem. Det var, hvad Jyllands-Posten fik demonstreret i denne uge. Da røgen lettede, ville landets største avis ikke anvende samme form for »hån, spot og latterliggørelse« over for hverken jøder eller kristne, som den med fynd og klem havde sat i scene over for muslimer. Det var en indlysende fornuftig beslutning. Men den viste også med al ønskelig tydelighed, at den nykulturradikale ekstremisme herhjemme ikke kan føres konsekvent igennem. Da det kom til stykket, blev det klart, at det bare var muslimerne, man var ude på at genere."
USA er også sekulært. Et demokrati er altid sekulært.
Rigdom og magt giver ikke ret.
Der er også mange sekulært religiøse i Europa, f.eks. medlemmer af folkekirken.
Fascismen var også kilde for mange til både mening og værdier, som idémæssigt, men ikke eksistentielt var ringere end andre livsanskuelser.
TS mener modsat de religiøse, at gud ikke eksisterer, og at religiøse argumenter ikke tæller. De religiøse baserer altså deres værdier på løgn, hvilket er eksistentielt ringe.
Religiøse værdier skal forsvares og respekteres, blot fordi de er religiøse og uanset indhold.
Man kan bekæmpe diskrimination uden at overtage de diskrimineredes ideologi.
ØVELSE: find de logiske brølere og de tåget-abstrakte begreber!