POLITIKEN - NU EN ULTRAKONSERVATIV AVIS
Fra kulturradikalisme og demokratiets vagthund til religiøs propaganda
POLITIKEN
Politiken blev grundlagt af Viggo Hørup og udkom første gang
1.oktober 1884. Hørup formulerede avisens holdning, radikalisme, således:
"Politiken stræber at føre folket til
det demokratiske fremskridts mål: fuld personlig og borgerlig frihed på alle åndens og samfundslivets områder."
"Politikens opgave er: at være organet for den højeste oplysning i det danske folk."
"Vi for vort Vedkommende vil være der, hvor Grænserne udvider sig, hvor nutiden rækker fremtiden hånden."
Man skulle tro, at avisen stadig følger denne linie, da dette billede hver dag findes i avisen:det demokratiske fremskridts mål: fuld personlig og borgerlig frihed på alle åndens og samfundslivets områder."
"Politikens opgave er: at være organet for den højeste oplysning i det danske folk."
"Vi for vort Vedkommende vil være der, hvor Grænserne udvider sig, hvor nutiden rækker fremtiden hånden."
Og om Politiken-fonden står der på Politikens hjemmeside:" Fondens formål er tillige at sikre, at Dagbladet Politiken og Ekstra Bladet ledes som uafhængige radikalt-socialliberale blade og organer for dansk frisind i overensstemmelse med Politikens hidtidige traditioner."
TØGER SEIDENFADEN
Født 1957, men distancerede sig fra sin generation, ungdomsoprørets, og dens antiautoritære holdning.
Som han selv siger:
I 1993 blev Tøger Seidenfaden udnævnt til chefredaktør for Politiken.
Efterhånden fandt Seidenfaden noget endnu ældre etableret at være loyal overfor, nemlig religion og især den autoritære islam. Han bryder dermed med sekulariseringen, hvorved han sætter religion over demokrati.
Hans tanke- og skrivestil er præget af uklar logik, af grove udtryk om modparten, af fine, men tågede begreber, og mangler den intellektuelle skarphed, der er radikalismens og frisindets forudsætning.
Tøger Seidenfaden er derfor holdningsmæssigt, journalist-fagligt og intellektuelt ikke helt på niveau med "den højeste oplysning".
Politikens bestyrelse burde nok finde en, der i højere grad lever op til avisens linie.
"at min loyalitet var på det etableredes side, vil jeg ikke løbe fra"
(i Politiken, 4.1.2004).
Med andre ord: han var konservativ og autoritetstro.
I 1993 blev Tøger Seidenfaden udnævnt til chefredaktør for Politiken.
Efterhånden fandt Seidenfaden noget endnu ældre etableret at være loyal overfor, nemlig religion og især den autoritære islam. Han bryder dermed med sekulariseringen, hvorved han sætter religion over demokrati.
Hans tanke- og skrivestil er præget af uklar logik, af grove udtryk om modparten, af fine, men tågede begreber, og mangler den intellektuelle skarphed, der er radikalismens og frisindets forudsætning.
Tøger Seidenfaden er derfor holdningsmæssigt, journalist-fagligt og intellektuelt ikke helt på niveau med "den højeste oplysning".
Politikens bestyrelse burde nok finde en, der i højere grad lever op til avisens linie.
ULTRAKONSERVATISME
En ultrakonservativ holdning er den modsatte af en demokratisk holdning.
For den demokratiske er det ret og borgerne i socialt fællesskab, der skal styre samfundet.
For den ultrakonservative er det magt og autoritet, der kan være verdslig eller religiøs.
For Tøger Seidenfaden blev det religion. Han benytter sin avis' mediemagt og autoritet til at bekæmpe kultur- og religionskritik, når den ramme islam, og til at udsprede islamiske begreber som islamofobi, sharia og antisekularisme.
Han mener, at religionerne har en uomgængelig og endda respektabel plads i samfundet og er ikke kun en privatsag.
Fremskridtet for ham var indførelsen af monoteismen for mere end 2000 år siden (se).
Dermed placerer han sig ideologisk før 1700-tallet, altså før oplysningen og starten på udviklingen mod demokrati og personlig frihed.
Han er dermed ultrakonservativ og Hørups diamentrale modsætning.
Han tror, han følger Hørups program om demokratiske fremskridt, men hans opfattelse af demokrati er reaktionær, fordi den er subjektiv, irrationel og begrænset til, hvad han personligt føler er demokrati. Bl.a. Lomborg-sagen og hans ultimative forsvar for muslimerne demonstrerer det.
For den demokratiske er det ret og borgerne i socialt fællesskab, der skal styre samfundet.
For den ultrakonservative er det magt og autoritet, der kan være verdslig eller religiøs.
For Tøger Seidenfaden blev det religion. Han benytter sin avis' mediemagt og autoritet til at bekæmpe kultur- og religionskritik, når den ramme islam, og til at udsprede islamiske begreber som islamofobi, sharia og antisekularisme.
Han mener, at religionerne har en uomgængelig og endda respektabel plads i samfundet og er ikke kun en privatsag.
Fremskridtet for ham var indførelsen af monoteismen for mere end 2000 år siden (se).
Dermed placerer han sig ideologisk før 1700-tallet, altså før oplysningen og starten på udviklingen mod demokrati og personlig frihed.
Han er dermed ultrakonservativ og Hørups diamentrale modsætning.
Han tror, han følger Hørups program om demokratiske fremskridt, men hans opfattelse af demokrati er reaktionær, fordi den er subjektiv, irrationel og begrænset til, hvad han personligt føler er demokrati. Bl.a. Lomborg-sagen og hans ultimative forsvar for muslimerne demonstrerer det.
Du er på
Der er mere.
Der er mere.
Den følgende dokumentation for Politikens reaktionære holdning under Tøger Seidenfaden er kun spredte
eksempler fra de sidste par år.
Hver dag kan Tøger Seidenfadens aftryk ses i avisen. Bestyrelsen må have indset, at avisens læsere er
lige så reaktionære som TS, eller også er bestyrelsens medlemmer det.
Flere eksempler end de følgende kunne let fremskaffes, men det vil tage tid. De følgende eksempler
skulle objektivt set være tilstrækkelig dokumentation.
28. februar 2010 offentliggorde Politiken, at avisen har indgået forlig med
95.000 efterkommere efter Muhammed i otte foreninger i arabiske lande repræsenteret af den saudi-arabisk advokat,
Faisal Yamani. Denne havde 28. august 2009 sendt et brev til de aviser, der den 12. februar
2008 havde genoptrykt Muhammed-tegningen.
Aviserne trues med sagsanlæg, hvis de ikke undskylder
krænkelsen af efterkommerne senest 30.9.2009.
Anklagen køres ikke som blasfemi mod alle muslimer, men som personlig krænkelse af efterkommerne og nedsættelse i medborgeres agtelse af dem (svarende til §267 i den danske straffelov).
Yamani og foreningerne tilhører det muslimske oliekapitalistiske aristokrati.
Se mere om Yamanis trussel her.
I forligsteksten står blot, at Politiken "undskylder over for alle, der er blevet krænket" af dens genoptryk af tegningen.
Seidenfaden påstår, at han derved på Danmarks vegne har startet dialog og forsoning med hele den muslimske verden.
Til toppen
Anklagen køres ikke som blasfemi mod alle muslimer, men som personlig krænkelse af efterkommerne og nedsættelse i medborgeres agtelse af dem (svarende til §267 i den danske straffelov).
Yamani og foreningerne tilhører det muslimske oliekapitalistiske aristokrati.
Se mere om Yamanis trussel her.
I forligsteksten står blot, at Politiken "undskylder over for alle, der er blevet krænket" af dens genoptryk af tegningen.
Seidenfaden påstår, at han derved på Danmarks vegne har startet dialog og forsoning med hele den muslimske verden.
Seidenfaden tager fejl og bøjer sig for usand religiøs trussel fra muslimsk storkapital.
De 95.000 efterkommere efter Muhammed eksisterer ikke, altså kan de ikke være krænket.
Der er i dag 6,7 milliarder mennesker på kloden, og alle har en forfar på Muhammeds tid o. 620. Når 95.000 nulevende har én forfar, får man ved division, at der o.620 var ialt 70.526 fædre på kloden. Dette er mindst 1000 gange for få, da klodens befolkning år 0 var på 200 - 300 millioner. Trods mange koner havde Muhammed kun to børn til at videreføre slægten.
Hvis der overhovedet er efterkommere, kan det højst være 50, men ingen ved hvem de er, heller ikke dem selv. Ingen kan i dag på genealogisk forsvarlig måde dokumentere en 1400-årig forfar.
Yamani har ikke turdet køre sagen som blasfemi, da det blev afgjort ved dansk frikendelsen af Jyllands-Posten (se mere om det her). I stedet vælger han en anklage for krænkelse af ære og omdømme for ikke-eksisterende eller ukendte efterkommerne efter profeten.
De 95.000 efterkommere efter Muhammed eksisterer ikke, altså kan de ikke være krænket.
Der er i dag 6,7 milliarder mennesker på kloden, og alle har en forfar på Muhammeds tid o. 620. Når 95.000 nulevende har én forfar, får man ved division, at der o.620 var ialt 70.526 fædre på kloden. Dette er mindst 1000 gange for få, da klodens befolkning år 0 var på 200 - 300 millioner. Trods mange koner havde Muhammed kun to børn til at videreføre slægten.
Hvis der overhovedet er efterkommere, kan det højst være 50, men ingen ved hvem de er, heller ikke dem selv. Ingen kan i dag på genealogisk forsvarlig måde dokumentere en 1400-årig forfar.
Yamani har ikke turdet køre sagen som blasfemi, da det blev afgjort ved dansk frikendelsen af Jyllands-Posten (se mere om det her). I stedet vælger han en anklage for krænkelse af ære og omdømme for ikke-eksisterende eller ukendte efterkommerne efter profeten.
Seidenfadens brøler er, at han i forliget har koblet undskyldningen sammen truslen om retssag.
Han har derved taget det religiøse indhold i sagsanlægget alvorligt,
selv om det ikke findes. Og generaliseret falsk fra efterkommere til tilhængere.
På samme måde har han accepteret den kraftigt overdrevne påstand om tegningens
krænkelse af 1,2 milliarder muslimers religiøse følelser.
Hans respekt for religion er større end for virkeligheden og rationel og demokratisk tænkning.
Hvis han ville fremsætte sin undskyldning, kunne han have gjort det i forbindelse med den jordanske statsadvokats stævning 3.6.2008 af bl.a. Politiken for blasfemi ved genoptrykket af tegningen.
Eller han kunne have gjort det uden sammenhæng med en retssag.
Storhedsvanviddet lurer, når han ikke kan se, at hans sololøb intet betyder i Danmarks forhold til omverdenen. Og at spændingen mellem muslimsk religiøsitet og vestlig sekularisering også ville eksistere uden en Muhammedsag og uden hans forlig. Han påtager sig rollen som statsminister i 2005. Hør ham sige det her.
Hans respekt for religion er større end for virkeligheden og rationel og demokratisk tænkning.
Hvis han ville fremsætte sin undskyldning, kunne han have gjort det i forbindelse med den jordanske statsadvokats stævning 3.6.2008 af bl.a. Politiken for blasfemi ved genoptrykket af tegningen.
Eller han kunne have gjort det uden sammenhæng med en retssag.
Storhedsvanviddet lurer, når han ikke kan se, at hans sololøb intet betyder i Danmarks forhold til omverdenen. Og at spændingen mellem muslimsk religiøsitet og vestlig sekularisering også ville eksistere uden en Muhammedsag og uden hans forlig. Han påtager sig rollen som statsminister i 2005. Hør ham sige det her.
Jægerbog-brøleren
Seidenfaden trykker hyldest til krig
Seidenfaden trykker hyldest til krig
Tidligere jægersoldat, Thomas Ratsack, skriver bogen, "Jæger - i krig med eliten", der
skulle udgives september 2009 af Peaople's Press. Men Forsvaret vil have den stoppet med
fogedforbud, fordi den skulle afsløre militære hemmeligheder.
Bogen er en elitær og subjektiv hyldest til krig. Den er skrevet som en action-roman. Budskabet er: "At komme helt derud, hvor jeg virkelig mærker, at jeg lever, er unikt."
Der er ingen humanitære overvejelser om, hvad krig er for soldater eller befolkninger. Heller ingen politisk analyse. Kun krig som realisering af en drengedrøm. "Jeg ønsker at lave nålestik-operationer og snige mig ind på et objekt og sprænge det i stykker...at få kampudfordringer." Hvis han var muslim, ville han være terrorist.
Bogen er en elitær og subjektiv hyldest til krig. Den er skrevet som en action-roman. Budskabet er: "At komme helt derud, hvor jeg virkelig mærker, at jeg lever, er unikt."
Der er ingen humanitære overvejelser om, hvad krig er for soldater eller befolkninger. Heller ingen politisk analyse. Kun krig som realisering af en drengedrøm. "Jeg ønsker at lave nålestik-operationer og snige mig ind på et objekt og sprænge det i stykker...at få kampudfordringer." Hvis han var muslim, ville han være terrorist.
Til toppen
Seidenfaden trykker bogen i et tillæg til Politiken den 16.9.2009 - én dag før byretten
skulle tage stilling til et fogedforbud.
Hans argumenter er:
1. brud på demokrati og ytringsfrihed, hvis bogen forbydes
2. befolkningens ret til det fulde billede af krigen.
3. bogen findes allerede på internettet.
I et demokrati er det op til dommerne at afgøre, om der skal nedlægges fogedforbud eller ej. Det gælder, ligegyldigt hvem der mener, de krænkes ved offentliggørelsen. Det er ikke givet, at Forsvaret har ret i, at bogen afslører militære hemmeligheder, og at den vil blive forbudt.
Ytringsfriheden er ikke absolut, men begrænses af gældende love bl.a. om
Hans argumenter er:
1. brud på demokrati og ytringsfrihed, hvis bogen forbydes
2. befolkningens ret til det fulde billede af krigen.
3. bogen findes allerede på internettet.
I et demokrati er det op til dommerne at afgøre, om der skal nedlægges fogedforbud eller ej. Det gælder, ligegyldigt hvem der mener, de krænkes ved offentliggørelsen. Det er ikke givet, at Forsvaret har ret i, at bogen afslører militære hemmeligheder, og at den vil blive forbudt.
Ytringsfriheden er ikke absolut, men begrænses af gældende love bl.a. om
hensyn til
"rigets sikkerhed".
Bogen fortæller intet om krigene, men kun om Ratsacks få og spredte kraftpræstationer.
At nogle benytter internettet ulovligt, gør ikke alt tilladt.
Seidenfadens første fejl er, at han udspreder en reaktionær holdning til krig. Altså stik modsat den, Politiken ifølge Hørup burde have. Der er intet "demokratisk fremskridt" i at trykke en hyldest til krig.
Seidenfadens anden fejl er, at han benytter demokrati-begrebet subjektivt som udtryk for egen magtfuldkommenhed og ikke (som vist) efter dets egentlige betydning, hvilket også er en reaktionær og autoritær holdning.
Altså samme holdning som i Lomborg-sagen.
Bogen fortæller intet om krigene, men kun om Ratsacks få og spredte kraftpræstationer.
At nogle benytter internettet ulovligt, gør ikke alt tilladt.
Seidenfadens første fejl er, at han udspreder en reaktionær holdning til krig. Altså stik modsat den, Politiken ifølge Hørup burde have. Der er intet "demokratisk fremskridt" i at trykke en hyldest til krig.
Seidenfadens anden fejl er, at han benytter demokrati-begrebet subjektivt som udtryk for egen magtfuldkommenhed og ikke (som vist) efter dets egentlige betydning, hvilket også er en reaktionær og autoritær holdning.
Altså samme holdning som i Lomborg-sagen.
1998 trykte Seidenfaden 4 kronikker af Bjørn Lomborg under titlen "Verdens sande tilstand",
som også var titlen på hans bog fra samme år.
Lomborgs påstand var, at miljøforskernes faresignaler for miljøet var overdrevne. Regnskoven, dyrearter mv. var ikke ved at uddø, og klimaet lå ikke på dødslejet. Produktionen kunne fortsætte som hidtil, og da var det jo gået godt. Altså en basal reaktionær holdning.
Han er selv cand.scient.pol., altså uden naturvidenskabelig uddannelse. Hans metode er da også med spekulativ statistik at finde modsigelser hos forskerne, hvorfra han så ulogisk konkluderer, at de alle har uret. Men den slags modsigelser og ueningheder findes i al form for forskning, fordi naturens kompleksitet er vanskelig at sætte på formler.
Lomborgs påstand var, at miljøforskernes faresignaler for miljøet var overdrevne. Regnskoven, dyrearter mv. var ikke ved at uddø, og klimaet lå ikke på dødslejet. Produktionen kunne fortsætte som hidtil, og da var det jo gået godt. Altså en basal reaktionær holdning.
Han er selv cand.scient.pol., altså uden naturvidenskabelig uddannelse. Hans metode er da også med spekulativ statistik at finde modsigelser hos forskerne, hvorfra han så ulogisk konkluderer, at de alle har uret. Men den slags modsigelser og ueningheder findes i al form for forskning, fordi naturens kompleksitet er vanskelig at sætte på formler.
SEIDENFADEN REAKTIONÆR
Seidenfaden var den, der markedsførte Lomborg og dermed hans idé og metode.
Hvorfor?
Lomborg gjorde op med forskernes autoritet. Seidenfaden opfattede sagen som kamp for Lomborgs ytringsfrihed uden hensyn til, hvad der blev ytret, og kom derved til at fremstå som forsvarer af Lomborgs meninger.
Det samme gør VK-regeringen og Dansk Folkeparti.
Seidenfaden demonstrerede altså sin reaktionære holdning, der udspringer af hans tågede, følelsesladede og subjektive måde at opfatte bl.a. ytringsfriheden på uden at forholde sig rationelt og konkret til sagen kerne. Altså ligesom Lomborg selv.
Seidenfaden var den, der markedsførte Lomborg og dermed hans idé og metode.
Hvorfor?
Lomborg gjorde op med forskernes autoritet. Seidenfaden opfattede sagen som kamp for Lomborgs ytringsfrihed uden hensyn til, hvad der blev ytret, og kom derved til at fremstå som forsvarer af Lomborgs meninger.
Det samme gør VK-regeringen og Dansk Folkeparti.
Seidenfaden demonstrerede altså sin reaktionære holdning, der udspringer af hans tågede, følelsesladede og subjektive måde at opfatte bl.a. ytringsfriheden på uden at forholde sig rationelt og konkret til sagen kerne. Altså ligesom Lomborg selv.
SEIDENFADEN UNDERKENDT AF SINE EGNE
En kendt journalist på Politiken, Bettina Heltberg, skrev den 5.9.2009 i avisen:
"Miljøsagen? Politiken havde engang et sværmeri for Bjørn Lomborg, men nu skriver Tøger Seidenfaden ikke mere miljøledere. Lomborg er listet ud af avisens repertoire, det kan ikke være gået helt stille af, formoder jeg."
Selv for Politikens egne journalister var Seidenfaden altså for reaktionær, hvorfor de begrænsede hans ytringsfrihed. Men de lod ham køre Lomborgs løb i flere år, før de stoppede ham.
Seidenfaden er også i denne sag Hørups modsætning.
En kendt journalist på Politiken, Bettina Heltberg, skrev den 5.9.2009 i avisen:
"Miljøsagen? Politiken havde engang et sværmeri for Bjørn Lomborg, men nu skriver Tøger Seidenfaden ikke mere miljøledere. Lomborg er listet ud af avisens repertoire, det kan ikke være gået helt stille af, formoder jeg."
Selv for Politikens egne journalister var Seidenfaden altså for reaktionær, hvorfor de begrænsede hans ytringsfrihed. Men de lod ham køre Lomborgs løb i flere år, før de stoppede ham.
Seidenfaden er også i denne sag Hørups modsætning.
EN TOPSTYRET SAG
Hvis Tøger Seidenfaden havde praktiseret kritisk journalistik, havde han foretaget research på sagen og fundet ud af, at den var topstyret af den internationale islamlobby bestående af regeringer og forskellige muslimske organisationer med FN-funktionærerne, Kofi Annan og Doudou Diène i spidsen. Det kunne let ses af, at det var regeringer i muslimske lande, der via deres ambassadører i Danmark blandede sig i og ønskede at styre interne danske forhold.
Kodeordet var "islamofobi", som betyder at man kritiserer religionen islam.
Læs mere om islamofobi
Læs om Muhammed-sagen
Hvis Tøger Seidenfaden havde praktiseret kritisk journalistik, havde han foretaget research på sagen og fundet ud af, at den var topstyret af den internationale islamlobby bestående af regeringer og forskellige muslimske organisationer med FN-funktionærerne, Kofi Annan og Doudou Diène i spidsen. Det kunne let ses af, at det var regeringer i muslimske lande, der via deres ambassadører i Danmark blandede sig i og ønskede at styre interne danske forhold.
Kodeordet var "islamofobi", som betyder at man kritiserer religionen islam.
Læs mere om islamofobi
Læs om Muhammed-sagen
POLITIKENS STARTHOLDNING
17.10.2005 skriver Politiken: Ingen religion er fritaget fra hverken kritik eller satire, lige så lidt som nogen kan fratage religiøse eller andre retten til på demokratisk vis at imødegå sådan en kritik. Som sådan er det også en ret, man bør skrive sig bag øret i de muslimske kredse, der stod bag fredagens demonstration.
SEIDENFADEN SKRIVER 8.1.2006
Den gode grund er, at muslimer generelt føler sig udskældt, forhånet og chikaneret i Danmark. Og det gør de, fordi det er de. Her fungerer tegningerne som et symbol, og et letforståeligt et. Den dårlige grund er, at fornærmelsen, fordi den lige præcis vedrører profeten, lader sig bruge af alle de islamister, der ønsker at bruge islam som et magtgrundlag; en ideologi der skal fungere som en slags nationalisme, der samler gruppen til kamp mod omgivelserne. Det er på grund af denne dobbelthed, at sagen er så kompliceret - og helt igennem ærgerlig.
17.10.2005 skriver Politiken: Ingen religion er fritaget fra hverken kritik eller satire, lige så lidt som nogen kan fratage religiøse eller andre retten til på demokratisk vis at imødegå sådan en kritik. Som sådan er det også en ret, man bør skrive sig bag øret i de muslimske kredse, der stod bag fredagens demonstration.
SEIDENFADEN SKRIVER 8.1.2006
Den gode grund er, at muslimer generelt føler sig udskældt, forhånet og chikaneret i Danmark. Og det gør de, fordi det er de. Her fungerer tegningerne som et symbol, og et letforståeligt et. Den dårlige grund er, at fornærmelsen, fordi den lige præcis vedrører profeten, lader sig bruge af alle de islamister, der ønsker at bruge islam som et magtgrundlag; en ideologi der skal fungere som en slags nationalisme, der samler gruppen til kamp mod omgivelserne. Det er på grund af denne dobbelthed, at sagen er så kompliceret - og helt igennem ærgerlig.
13.2.2006 SEIDENFADENS USANDHED
I Deadline konfronteredes Flemming Rose og Seidenfaden i anledning af starten på en fransk retssag om tegningerne i Charlie Hebdo.
Argumenterne var de kendte. Seidenfaden mente, at det var et internt århusiansk anliggende, hvor Jyllandsposten mishandlede muslimerne, hvad den ikke ville gøre med de kristne, og at hele forløbet var statsministerens skyld. Han betegnede Rose som ekstremistisk kulturradikal på grund af dennes religionskritik.
Rose bebrejdede Seidenfaden at han som redaktør agerede mere politisk end politikerne, hvad der er pressemisbrug, at han konstant havde fejlciteret Rose, og at han krænkede ytringsfriheden ved ikke at trykke tegningerne på grund af den som
I Deadline konfronteredes Flemming Rose og Seidenfaden i anledning af starten på en fransk retssag om tegningerne i Charlie Hebdo.
Argumenterne var de kendte. Seidenfaden mente, at det var et internt århusiansk anliggende, hvor Jyllandsposten mishandlede muslimerne, hvad den ikke ville gøre med de kristne, og at hele forløbet var statsministerens skyld. Han betegnede Rose som ekstremistisk kulturradikal på grund af dennes religionskritik.
Rose bebrejdede Seidenfaden at han som redaktør agerede mere politisk end politikerne, hvad der er pressemisbrug, at han konstant havde fejlciteret Rose, og at han krænkede ytringsfriheden ved ikke at trykke tegningerne på grund af den som
UDEMOKRATISK OVERLEGENHED
Hør hvad Tøger Seidenfaden sagde den 26.2.2006 til TV2, midt under Muhammed-krisen.
Du tror ikke dine egne ører. Hør den igen! Ja, Seidenfaden sagde faktisk, at sagen ikke var politisk, og at det, at folketingets flertal bestemmer, betyder "så kan I alle sammen rende og hoppe". I stedet skal krisen "håndteres".
Hør hvad Tøger Seidenfaden sagde den 26.2.2006 til TV2, midt under Muhammed-krisen.
Du tror ikke dine egne ører. Hør den igen! Ja, Seidenfaden sagde faktisk, at sagen ikke var politisk, og at det, at folketingets flertal bestemmer, betyder "så kan I alle sammen rende og hoppe". I stedet skal krisen "håndteres".
SEIDENFADENS RELIGION
I løbet af sagen ændrer Seiden-faden politik og ender med at give statsministeren hele skylden for krisen. Hvis statsministeren havde fulgt opfordringen fra de muslimske staters regeringer og irettesat Jyllands-Posten, kunne disse regeringer have hindret de globale demonstrationer.
Han benægter, at sagen har noget med ytringsfrihed at gøre.
Han ville kun trykke tegningerne, hvis der var eksempler på fysik islamisk terror, hvad der dog fremkaldte en stribe læserbreve, der mente, at det havde der været.
Han forsvarer muslimerne, som han mener har været udsat for hån, spot og had i den offentlige debat i Danmark og især fra Jyllands-Posten og Dansk Folkeparti.
Seidenfaden angriber altså kun danskerne. Han undersøger ikke og er ikke kritisk over for muslimernes reaktioner. Faktisk er hans mening identisk med deres. Hans opfattelse er dermed klart fordrejet - også set fra et journalist-fagligt synspunkt.
Forklaringen kan kun være, at Seidenfaden er loyal over for det etablerede, der nu for ham er repræsenteret ved religion og især islam. Man må ifølge ham ikke kritisere religion. Dette fremgår også af de andre analyser her på siden.
Se billedet til højre, der demonstrerer, hvor langt Politiken er kommet i sin respekt for en religion.
Se også teksten til venstre, hvor Seidenfaden har forstået, at islamisterne søger magt, men ikke at sådanne også findes i Danmark, og at det er magtsøgende islamister, tegningerne satiriserer over.
I løbet af sagen ændrer Seiden-faden politik og ender med at give statsministeren hele skylden for krisen. Hvis statsministeren havde fulgt opfordringen fra de muslimske staters regeringer og irettesat Jyllands-Posten, kunne disse regeringer have hindret de globale demonstrationer.
Han benægter, at sagen har noget med ytringsfrihed at gøre.
Han ville kun trykke tegningerne, hvis der var eksempler på fysik islamisk terror, hvad der dog fremkaldte en stribe læserbreve, der mente, at det havde der været.
Han forsvarer muslimerne, som han mener har været udsat for hån, spot og had i den offentlige debat i Danmark og især fra Jyllands-Posten og Dansk Folkeparti.
Seidenfaden angriber altså kun danskerne. Han undersøger ikke og er ikke kritisk over for muslimernes reaktioner. Faktisk er hans mening identisk med deres. Hans opfattelse er dermed klart fordrejet - også set fra et journalist-fagligt synspunkt.
Forklaringen kan kun være, at Seidenfaden er loyal over for det etablerede, der nu for ham er repræsenteret ved religion og især islam. Man må ifølge ham ikke kritisere religion. Dette fremgår også af de andre analyser her på siden.
Se billedet til højre, der demonstrerer, hvor langt Politiken er kommet i sin respekt for en religion.
Se også teksten til venstre, hvor Seidenfaden har forstået, at islamisterne søger magt, men ikke at sådanne også findes i Danmark, og at det er magtsøgende islamister, tegningerne satiriserer over.
TV2, 26.2.2006
Måske kort og lidt misvisende, men ikke ukorrekt.
mange internationale aviser.
Her pressede Rose Seidenfaden ud i en løgn, som det dokumenteres i videoklippene ovenfor. Seidenfaden tør ikke stå fast på, at han ikke ville trykke tegningerne for ytringsfrihedens skyld
Måske kort og lidt misvisende, men ikke ukorrekt.
mange internationale aviser.
Her pressede Rose Seidenfaden ud i en løgn, som det dokumenteres i videoklippene ovenfor. Seidenfaden tør ikke stå fast på, at han ikke ville trykke tegningerne for ytringsfrihedens skyld
Hvem tænker han på med "I alle sammen"? Det må være et mindretal, deriblandt Seidenfaden, der,
er krænket over, det ikke må bestemme.
Hvad mener han med "håndteres"? Det kan kun betyde, at krisen skal løses forretningsmæssigt uden hensyn til politiske holdninger og til folketinget på grund af dybden i krisen. Da der jo var mange måder at forholde sig til krisen på, betyder "håndteres" også, at Seidenfadens model er den forretningsmæssige eneste rigtige. Den gik som bekendt ud på, at statsministeren skulle undskylde Jyllandspostens tegninger.
Holdningen er udemokratisk og overlegen, da han som privatperson bruger sin mediemagt ikke kun til at fremstille problemet journalistisk, men også til at insistere på, at han bliver fulgt mod et politisk flertal.
Holdningen kan dokumenteres med andre udtalelser.
Samtidig ligger der også det i den, at en krise kan være så "dyb", at de folkevalgte er for dumme til at løse den, og at folketinget derfor bør sættes ud af kraft, så den kan blive "håndteret" korrekt.
Hvad mener han med "håndteres"? Det kan kun betyde, at krisen skal løses forretningsmæssigt uden hensyn til politiske holdninger og til folketinget på grund af dybden i krisen. Da der jo var mange måder at forholde sig til krisen på, betyder "håndteres" også, at Seidenfadens model er den forretningsmæssige eneste rigtige. Den gik som bekendt ud på, at statsministeren skulle undskylde Jyllandspostens tegninger.
Holdningen er udemokratisk og overlegen, da han som privatperson bruger sin mediemagt ikke kun til at fremstille problemet journalistisk, men også til at insistere på, at han bliver fulgt mod et politisk flertal.
Holdningen kan dokumenteres med andre udtalelser.
Samtidig ligger der også det i den, at en krise kan være så "dyb", at de folkevalgte er for dumme til at løse den, og at folketinget derfor bør sættes ud af kraft, så den kan blive "håndteret" korrekt.
POLITIKENS KARIKATUR
Politiken, helsidesbillede 2.4.2006
De 3 imamer er (fra venstre): Ahmed Akkari, Raed Hlayhel, Abu Laban. De virker alle i Danmark.
Billedet er manipuleret: størrelsen, den symmetriske opstilling, og "munkekutten" er gjort hvidere ved at resten af billedet er blevet farvesvækket. Dette sammen med teksten appellerer til religiøse følelser og respekt - stik modsat en normal karikatur og en radikal holdning.
Artiklen til billedet fortæller om imamernes rejser for at mobilisere internationalt magtfulde muslimer til kamp mod Jyllands-Posten og statsministeren og hele Danmark.
Foruden knæfaldet for islam afslører artiklen den islamiske topstyring af sagen. Den uskyldiggør imamerne ved at får alle de magtfulde muslimer til på stribe til at påstå, at de var klar over sagen før møderne med dem og dermed også uden dem ville have startet demonstrationerne og boycotten.
(klik på det for at se det større)
De 3 imamer er (fra venstre): Ahmed Akkari, Raed Hlayhel, Abu Laban. De virker alle i Danmark.
Billedet er manipuleret: størrelsen, den symmetriske opstilling, og "munkekutten" er gjort hvidere ved at resten af billedet er blevet farvesvækket. Dette sammen med teksten appellerer til religiøse følelser og respekt - stik modsat en normal karikatur og en radikal holdning.
Artiklen til billedet fortæller om imamernes rejser for at mobilisere internationalt magtfulde muslimer til kamp mod Jyllands-Posten og statsministeren og hele Danmark.
Foruden knæfaldet for islam afslører artiklen den islamiske topstyring af sagen. Den uskyldiggør imamerne ved at får alle de magtfulde muslimer til på stribe til at påstå, at de var klar over sagen før møderne med dem og dermed også uden dem ville have startet demonstrationerne og boycotten.
Deadline, 13.2.2007
som de andre aviser. Rose får dermed ret i sine beskyldninger mod Seidenfaden. Denne trykte først alle tegningerne 28.5.2006 som optryk af amerikansk artikel.
Ved retssagen i Frankrig bruger forsvareren for Charlie Hebdo Rose, anklageren citat af Seidenfaden.
som de andre aviser. Rose får dermed ret i sine beskyldninger mod Seidenfaden. Denne trykte først alle tegningerne 28.5.2006 som optryk af amerikansk artikel.
Ved retssagen i Frankrig bruger forsvareren for Charlie Hebdo Rose, anklageren citat af Seidenfaden.
HVILKE BEFOLKNINGSGRUPPER REPRÆSENTERER SEIDENFADEN?
Ifølge Anders Fogh Rasmussen, der var statsminister i perioden, er det det intellektuelle borgerskab og erhvervslivet (som også er borgerskabet), fordi de generelt ikke kan lide Dansk Folkeparti og regeringens politik.
Han har sikkert ret. De to grupper har hver deres interesse at varetage: den første religion, den sidste kapital. Historisk er begge interesser modsætninger til demokrati.
Seidenfadens udsagn afslører dermed kræfter i det danske samfund, der er så sikre på, at de sagligt har ret, at de i en given situation kan tvivle på folketingets ret.
Husk at Muhammedsagen drejede sig om retten til at ytre religionskritik, i det konkrete tilfælde at kritisere islam for at rumme voldelige elementer, hvilket er en kendsgerning.
Ifølge Anders Fogh Rasmussen, der var statsminister i perioden, er det det intellektuelle borgerskab og erhvervslivet (som også er borgerskabet), fordi de generelt ikke kan lide Dansk Folkeparti og regeringens politik.
Han har sikkert ret. De to grupper har hver deres interesse at varetage: den første religion, den sidste kapital. Historisk er begge interesser modsætninger til demokrati.
Seidenfadens udsagn afslører dermed kræfter i det danske samfund, der er så sikre på, at de sagligt har ret, at de i en given situation kan tvivle på folketingets ret.
Husk at Muhammedsagen drejede sig om retten til at ytre religionskritik, i det konkrete tilfælde at kritisere islam for at rumme voldelige elementer, hvilket er en kendsgerning.
Seidenfaden skriver 8.1.2006:
"Filosofisk set er monoteismen et fremskridt, fordi den baner vejen for, at der findes én sandhed bag altings forvirrende overflade, og at den sandhed hænger sammen. Pointen lyder lidt dogmatisk i moderne ører".
"Medaljen har dog også en bagside. Hvis der kun findes én sandhed, bliver det meget vigtigt, at alle henholder sig til den og ikke afviger fra den. Den bagside har præster, profeter, paver og kaliffer sjældent været blinde for og - bevidst eller ubevidst - formået at udnytte til at erhverve og misbruge magt."
"Filosofisk set er monoteismen et fremskridt, fordi den baner vejen for, at der findes én sandhed bag altings forvirrende overflade, og at den sandhed hænger sammen. Pointen lyder lidt dogmatisk i moderne ører".
"Medaljen har dog også en bagside. Hvis der kun findes én sandhed, bliver det meget vigtigt, at alle henholder sig til den og ikke afviger fra den. Den bagside har præster, profeter, paver og kaliffer sjældent været blinde for og - bevidst eller ubevidst - formået at udnytte til at erhverve og misbruge magt."
KOMMENTAR
Der findes 3 monoteistiske religioner: jødedom, kristendom, islam. De blev skabt henholdsvis 600 før år 0, år 0 og 620 (cirkatal). De to sidste er bevidste fortsættelser af den tidligere.
De fremskridt, der er sket siden monoteismens fremkomst, f.eks. demokrati og videnskab, forudsatte ophævelsen af monoteismen, ligesom monoteismen forudsatte ophævelsen af polyteismen.
Midt under Muhammed-sagen og som forsvar for muslimerne mener Seidenfaden det altså passende at betegne islam som et fremskridt, selv om dette er 1400 år gammelt, ikke rummer demokrati og kun tolererer én sandhed.
Seidenfaden kan næppe blive mere dogmatisk og ultrakonservativ.
Der findes 3 monoteistiske religioner: jødedom, kristendom, islam. De blev skabt henholdsvis 600 før år 0, år 0 og 620 (cirkatal). De to sidste er bevidste fortsættelser af den tidligere.
De fremskridt, der er sket siden monoteismens fremkomst, f.eks. demokrati og videnskab, forudsatte ophævelsen af monoteismen, ligesom monoteismen forudsatte ophævelsen af polyteismen.
Midt under Muhammed-sagen og som forsvar for muslimerne mener Seidenfaden det altså passende at betegne islam som et fremskridt, selv om dette er 1400 år gammelt, ikke rummer demokrati og kun tolererer én sandhed.
Seidenfaden kan næppe blive mere dogmatisk og ultrakonservativ.
Seidenfadens begrundelse for fremskridtet er forkert. Kristen-dommen fik sin store udbredelse, fordi den
af magthaverne kunne bruges til at opdrage og disciplinere mennesker under de nye nationale statsformer.
Én gud betyder én autoritet og én pisk. I Danmark ses dette på Jellingestenen: samle Danmark og gøre det
kristent. Muhammed brugte sin islam helt bevidst til samme formål: samle den arabiske nation.
Når Seidenfaden ved, at f.eks. imamer kunne misbruge den monoteistiske magt, hvad der faktisk skete i Muhammed-sagen, gør han sig selv endnu mere dogmatisk og ultrakonservativ.
Når Seidenfaden ved, at f.eks. imamer kunne misbruge den monoteistiske magt, hvad der faktisk skete i Muhammed-sagen, gør han sig selv endnu mere dogmatisk og ultrakonservativ.
POLITIKEN 1.4.2006
I korrekt nyhedsartikel konstateres dødstrusler og chikane mod medlemmer af Demokratiske Muslimer fra andre muslimer.
Til toppen
I korrekt nyhedsartikel konstateres dødstrusler og chikane mod medlemmer af Demokratiske Muslimer fra andre muslimer.
Til toppen
I leder samme dag forklares dødstruslerne og chikaner:
"hans [Naser Khaders] signal til danske muslimer er, at deres religiøsitet er tæt på at være uforenelig med en vellykket integration i det danske samfund."
"Naser Khaders krav om en utvetydig sekularisme."
"Uforsonligheden og følelsen af hjemløshed blandt muslimer afspejler desværre uforsonligheden og rådvildheden i det større samfund."
"hans [Naser Khaders] signal til danske muslimer er, at deres religiøsitet er tæt på at være uforenelig med en vellykket integration i det danske samfund."
"Naser Khaders krav om en utvetydig sekularisme."
"Uforsonligheden og følelsen af hjemløshed blandt muslimer afspejler desværre uforsonligheden og rådvildheden i det større samfund."
Ved på denne måde at placere skylden dels hos Naser Khader og dels i samfundet accepterer Politiken
dødstrusler og chikaner fra det avisen kalder religiøsiteten hos det muslimske flertal. Den
solidariserer sig med denne religiøsitet og ser sagen ud fra dens synvinkel i stedet for ud fra
en kulturradikal og demokratisk. Altså igen et eksempel på Politikens gennemgående holdning.
Overskrift på nyhedsartikel 3.5.04:
Der er danskere, der tiltrækkes af hvad som helst. Dette er ikke en nyhed, med mindre antallet er signifikant. Dette er ikke tilfældet i artiklen, der dermed er propaganda.
Artiklen er et interview med Malene Grøndahl. Der gives ingen forklaring på fænomenet.
DRs tva-redaktion er nogle af dem, der er tiltrukket af Hizb-ut-Tahrir. Midt under Muhammedkrisen 12.2.2006 sendte DR live fra et af bevægelses møder. DR ville fortælle seerne, hvad bevægelsen mente om krisen. En uge efter, 19.2.2006, sendte DR et nyt indslag med bevægelsen.
Til toppen
Der er danskere, der tiltrækkes af hvad som helst. Dette er ikke en nyhed, med mindre antallet er signifikant. Dette er ikke tilfældet i artiklen, der dermed er propaganda.
Artiklen er et interview med Malene Grøndahl. Der gives ingen forklaring på fænomenet.
DRs tva-redaktion er nogle af dem, der er tiltrukket af Hizb-ut-Tahrir. Midt under Muhammedkrisen 12.2.2006 sendte DR live fra et af bevægelses møder. DR ville fortælle seerne, hvad bevægelsen mente om krisen. En uge efter, 19.2.2006, sendte DR et nyt indslag med bevægelsen.
Til toppen
Overskrift på nyhedsartikel 21.3.06:
Artiklen er mere udtryk for Politikens ønsketænkning end for kompetent journalistik. Politiken sætter respekten for Hizb-ut-Tahrir over respekten for vores retssystem.
Risiko for ny muslimsk vrede
Årsagen skulle være "Dansk straffesag mod Hizb-ut-Tahrir" ifølge Fadi Abdullatif fra Hizb-ut-Tahrir.
Politiken vil skræmme sine læsere med propaganda for Hizb-ut-Tahrir. Bevægelsen er forbudt i mange
muslimske lande, så hvorfor skulle de blive vrede, hvad de nu 1 år efter heller ikke er blevet.Artiklen er mere udtryk for Politikens ønsketænkning end for kompetent journalistik. Politiken sætter respekten for Hizb-ut-Tahrir over respekten for vores retssystem.
Hizb-ut-Tahrir er én af mange islamofascistiske bevægelser. Målet er politisk at omdanne dele
eller hele verden
til islamiske stater efter den 1400 år gamle model fra koranen:
uindskrænket religiøs-politisk magt og borgernes absolutte underkastelse. Som Fadi Abdullatif sagde
til Politiken 14.5.04: det er en lille ubetydelig detalje, at frafald fra og kritik af islam straffes med
døden (det er standard-islamofascistisk).
Malene Grøndahl har gentagne gange optrådt i Politiken og forsvaret Hizb-ut-Tahrirs fascistiske model som "en seriøs ideologisk udfordring til vores samfundsnorm". Politiken og de få andre, der tiltrækkes af Hizb-ut-Tahrir, må have samme holdning. Lederen af bevægelsen er to gange dømt for racistiske udsagn om jøder (2003, 2007).
Malene Grøndahl har gentagne gange optrådt i Politiken og forsvaret Hizb-ut-Tahrirs fascistiske model som "en seriøs ideologisk udfordring til vores samfundsnorm". Politiken og de få andre, der tiltrækkes af Hizb-ut-Tahrir, må have samme holdning. Lederen af bevægelsen er to gange dømt for racistiske udsagn om jøder (2003, 2007).
Den 27.juni 2006 blev 9 familiemed-lemmer dømt skyldige i mord på den
18-årige Ghazala Khan ved Østre Landsret. Mordet var et æresdrab.
Hun fulgte ikke familiens ønske om valg af ægtemand. Familien er muslimsk.
FACTS:
I 2005 skyldtes 50% af henvendelserne til kvindecentrene den nævnte
kulturelle norm.
Straffastsættelserne blev anket til højesteret. Chancen for strafnedsættelse skulle være gode, da højesteret i en tidligere sag har udvist accept af islamiske kulturnormer ( læs mere)
Naser Khader om ære og skam (video) (citat fra DR)
Straffastsættelserne blev anket til højesteret. Chancen for strafnedsættelse skulle være gode, da højesteret i en tidligere sag har udvist accept af islamiske kulturnormer ( læs mere)
Naser Khader om ære og skam (video) (citat fra DR)
MORD
Politikens leder 28.juni havde overskriften "Mord". Der stod: "Det er
bekymrende, at det seriøst har været fremført, at hvis alle
familiemedlemmer blev kendt skyldige, ville der være tale om en straf af
familien og af den kultur, som legitimerer - og kræver - drab på unge, der sætter
sig op mod deres forældres vilje. Heldigvis slår landsrettens dom fast,
at uanset at motivet var familiens ære, så var der tale om drab. Dansk
lov skelner ikke mellem drab og mord, men hvis den gjorde, ville
'æresdrabet' på Ghazala Khan være mord."
Politiken havde et problem. På den ene side accepterede den dommen. På
den anden vil den beskytte den muslimske kultur mod kritik. Dens løsning
er at kalde drabet for mord, altså en ren individuel handling.
Morderne dømt, kulturen og æresdrabet frikendt!
Når Politiken end ikke i forbindelse med et "æresmord" sætter problemer i en kultur under debat, propaganderer den for problemernes fortsættelse. Det svarer til, at Politiken ikke vil kritisere højreekstremisme som ideologi, men kun som en række individuelle forbrydelser.
Når Politiken end ikke i forbindelse med et "æresmord" sætter problemer i en kultur under debat, propaganderer den for problemernes fortsættelse. Det svarer til, at Politiken ikke vil kritisere højreekstremisme som ideologi, men kun som en række individuelle forbrydelser.
POLITIKENS PRESSEETIK
Blandt Politikens presseetiske regler findes denne:
Politiken viser i sin journalistik respekt for menneskers privatliv, race, nationalitet, religion og livssyn.
Journalistisk respekt må betyde ikke at kritisere, ikke at fremdrage kritisable forhold, at forsvare og at beskytte mod kritik.
Religion kan ikke kun betyde kristendom og islam, men alle religioner og sekter.
Livssyn må betyde en helhedsop-fattelse af livet, der ikke er en religion. Det kunne være den europæiske livsstil, kommunisme, kulturradikalisme, existentialisme, ateisme.
Til toppen
Blandt Politikens presseetiske regler findes denne:
Politiken viser i sin journalistik respekt for menneskers privatliv, race, nationalitet, religion og livssyn.
Journalistisk respekt må betyde ikke at kritisere, ikke at fremdrage kritisable forhold, at forsvare og at beskytte mod kritik.
Religion kan ikke kun betyde kristendom og islam, men alle religioner og sekter.
Livssyn må betyde en helhedsop-fattelse af livet, der ikke er en religion. Det kunne være den europæiske livsstil, kommunisme, kulturradikalisme, existentialisme, ateisme.
Til toppen
ANALYSE
Privatliv, race og nationalitet er fundamentale forhold, der ikke kan ændres, og som sådan skal de naturligvis respekteres.
Dette gælder ikke religion og livssyn. Man kan ændre eller helt forlade sin aktuelle religion og sit livssyn, hvis de viser sig uhensigts-mæssige for ens videre liv. Journalisten skylder dermed ikke religion og livssyn samme respekt som de 3 første forhold. Efter Politikens kulturradikale grundlag er det endog dens journalisters pligt at påvise eventuelle problemer i både religion og livssyn.
26.10.2006 blev Jyllands-Postens tegninger af Aarhus byret frikendt for at være spot og hån. De lå altså inden for ytringsfrihedens grænser. Politiken opfatter tegningerne som manglende respekt, altså som overtrædelse af avisens presseetik.
Privatliv, race og nationalitet er fundamentale forhold, der ikke kan ændres, og som sådan skal de naturligvis respekteres.
Dette gælder ikke religion og livssyn. Man kan ændre eller helt forlade sin aktuelle religion og sit livssyn, hvis de viser sig uhensigts-mæssige for ens videre liv. Journalisten skylder dermed ikke religion og livssyn samme respekt som de 3 første forhold. Efter Politikens kulturradikale grundlag er det endog dens journalisters pligt at påvise eventuelle problemer i både religion og livssyn.
26.10.2006 blev Jyllands-Postens tegninger af Aarhus byret frikendt for at være spot og hån. De lå altså inden for ytringsfrihedens grænser. Politiken opfatter tegningerne som manglende respekt, altså som overtrædelse af avisens presseetik.
KONKLUSIONER
Politikens respekt for religion kan kun føre til religiøs propaganda.
Avisen forsvarer æresdrab som del af islam, selv om normen fører til drab. Avisen forsvarer dødstrusler og chikaner mod Demokratiske Muslimer, fordi de kommer fra en ifølge avisen mere ægte form for islam. Avisen forsvarer islam mod bevisbare anklager for at opfordre til drab og krig (Muhammed-tegningern). Dokumentationen for disse påstande står andetsteds på siden.
Man finder ikke i avisen respekt på samme måde for det europæiske sekulære livssyn og heller ikke for ateisme. Avisens etiske respekt er altså begrænset og derfor propagandistisk. Desuden begrænser den sin ytringsfrihed mere end hvad der er demokratisk. "Islam" betyder underkastelse, hvad Politiken altså også gør.
Politikens respekt for religion kan kun føre til religiøs propaganda.
Avisen forsvarer æresdrab som del af islam, selv om normen fører til drab. Avisen forsvarer dødstrusler og chikaner mod Demokratiske Muslimer, fordi de kommer fra en ifølge avisen mere ægte form for islam. Avisen forsvarer islam mod bevisbare anklager for at opfordre til drab og krig (Muhammed-tegningern). Dokumentationen for disse påstande står andetsteds på siden.
Man finder ikke i avisen respekt på samme måde for det europæiske sekulære livssyn og heller ikke for ateisme. Avisens etiske respekt er altså begrænset og derfor propagandistisk. Desuden begrænser den sin ytringsfrihed mere end hvad der er demokratisk. "Islam" betyder underkastelse, hvad Politiken altså også gør.
DRÅBERNE
Juli 2006 kørte Politiken er serie interviews med den gennemgående overskrift:"Kan islam forsones med europæiske værdier og Europa med islam?"
Kunne også være formuleret således:"Kan islam forsones med europæiske værdier og Europa med islamiske værdier?"
Prøv også med denne formulering:"Kan kristendommen forsones med europæiske værdier og Europa med kristendommen?"
Til toppen
LØRDAG 14.OKTOBER 2006, POLITIKENS FORSIDE
(Klik på det for at se det større)
Til toppen
Juli 2006 kørte Politiken er serie interviews med den gennemgående overskrift:"Kan islam forsones med europæiske værdier og Europa med islam?"
Kunne også være formuleret således:"Kan islam forsones med europæiske værdier og Europa med islamiske værdier?"
Prøv også med denne formulering:"Kan kristendommen forsones med europæiske værdier og Europa med kristendommen?"
Til toppen
LØRDAG 14.OKTOBER 2006, POLITIKENS FORSIDE
(Klik på det for at se det større)
Til toppen
ANALYSER
Kærnen i de europæiske værdier er, at individerne i indbyrdes samarbejde selv styrer deres liv efter egne behov. Det tog 300 år at blive befriet fra en religions krav om, at man skulle styres af den og dens værdier.
Det er derfor absurd at stille spørgsmålet, om de europæiske værdier skulle kunne forsones med en religions værdier (nu islams).
Svaret er på forhånd nej.
Spørgsmålet synes også at forudsætte Politikens opfattelse af Muhammed-sagen, nemlig at muslimerne overhovedet havde ret til deres kriseskabende aktioner, og at den skulle kunne bilægges ved at parterne bøjer sig for hinanden.
Danmark var spændt på, om der ved fredagsbønnen i de muslimske lande ville blive opfordret til gadeoptøjer på grund af spionvideoen af Muhammed-tegninger fra Dansk Folkepartis Ungdom.
Hverken de muslimske politiske eller religiøse ledere mobiliserede denne gang de muslimske masser og dem er der 1,2 milliarder af. Sikkert fordi den tidligere mobilisering havde haft modsat effekt af den forventede: muslimerne blev endnu mere upopulære pga. voldshandlingerne, hvad der forøgede lysten til at krænke dem.
Kærnen i de europæiske værdier er, at individerne i indbyrdes samarbejde selv styrer deres liv efter egne behov. Det tog 300 år at blive befriet fra en religions krav om, at man skulle styres af den og dens værdier.
Det er derfor absurd at stille spørgsmålet, om de europæiske værdier skulle kunne forsones med en religions værdier (nu islams).
Svaret er på forhånd nej.
Spørgsmålet synes også at forudsætte Politikens opfattelse af Muhammed-sagen, nemlig at muslimerne overhovedet havde ret til deres kriseskabende aktioner, og at den skulle kunne bilægges ved at parterne bøjer sig for hinanden.
Danmark var spændt på, om der ved fredagsbønnen i de muslimske lande ville blive opfordret til gadeoptøjer på grund af spionvideoen af Muhammed-tegninger fra Dansk Folkepartis Ungdom.
Hverken de muslimske politiske eller religiøse ledere mobiliserede denne gang de muslimske masser og dem er der 1,2 milliarder af. Sikkert fordi den tidligere mobilisering havde haft modsat effekt af den forventede: muslimerne blev endnu mere upopulære pga. voldshandlingerne, hvad der forøgede lysten til at krænke dem.
KONKLUSIONER
Spørgsmålet er indoktrinerende, idet det bilder læseren ind, at det er relevant, at man kunne svare ja til det, og at Politikens opfattelse af Muhammed-sagen er korrekt.
Indoktrineringen forstærkes ved, at alle de interviewede enten var muslimer eller solidariserede sig med dem. Ingen europæiske kulturradikale eller ateister var med som repræsentanter for europæiske værdier.
Serien var et eksempel på Politikens propaganda for religion og især for islam.
De ansvarlige har handlet stik modsat Politikens tradition for kulturradikalisme og frisind.
Dog var der 80 muslimer i Jakarta, der ikke var enige.
Men deres aktion mente Politiken var den væsentligste nyhed den dag og bragte fotoet (se til venstre).
Fotoet viser ikke demonstranterne, men blot en faneborg - større end til 80. Kunne være fra en hvilken som helst muslimsk demonstration. Altså et propagandistisk billede.
Politiken propaganderer altså for muslimsk vrede og fundamentalisme. Og det endda imod muslimsk interesse. Politikens læsere burde på forsiden have fået nyheden om muslimsk fredsommelighed og tolerance.
Spørgsmålet er indoktrinerende, idet det bilder læseren ind, at det er relevant, at man kunne svare ja til det, og at Politikens opfattelse af Muhammed-sagen er korrekt.
Indoktrineringen forstærkes ved, at alle de interviewede enten var muslimer eller solidariserede sig med dem. Ingen europæiske kulturradikale eller ateister var med som repræsentanter for europæiske værdier.
Serien var et eksempel på Politikens propaganda for religion og især for islam.
De ansvarlige har handlet stik modsat Politikens tradition for kulturradikalisme og frisind.
Dog var der 80 muslimer i Jakarta, der ikke var enige.
Men deres aktion mente Politiken var den væsentligste nyhed den dag og bragte fotoet (se til venstre).
Fotoet viser ikke demonstranterne, men blot en faneborg - større end til 80. Kunne være fra en hvilken som helst muslimsk demonstration. Altså et propagandistisk billede.
Politiken propaganderer altså for muslimsk vrede og fundamentalisme. Og det endda imod muslimsk interesse. Politikens læsere burde på forsiden have fået nyheden om muslimsk fredsommelighed og tolerance.
En redaktion kan naturligvis ikke kun trykke læserindlæg, der understøtter redaktørens linie. Forskellige
meninger giver debat, liv og signal om frisind.
Men de modsatte indlæg må ikke være for mange, og overtrumfes også i læserpåvirkning af journalisternes og redaktionens manipulation i valg og vinkling i det øvrige stof.
Det er umuligt at checke valget af læserindlæg. Her er dog et konkret eksempel.
Til toppen
Men de modsatte indlæg må ikke være for mange, og overtrumfes også i læserpåvirkning af journalisternes og redaktionens manipulation i valg og vinkling i det øvrige stof.
Det er umuligt at checke valget af læserindlæg. Her er dog et konkret eksempel.
Til toppen
12.5.04 trykker Politiken et indlæg af Egon Clausen: "Lær dog af historien".
Det, man skal lære, er, at Hizb-ut-Tahrir er det samme som Indre Mission, der har gjort meget godt, hvorfor den islamiske bevægelse vil gøre det samme.
Politiken får mindst to svar:
- ét, der giver Egon Clausen ret,
- og ét der mener, at Egon Clausen selv skulle lære af historien om, hvad selverklæret udemokratiske bevægelser kan føre til.
Det, man skal lære, er, at Hizb-ut-Tahrir er det samme som Indre Mission, der har gjort meget godt, hvorfor den islamiske bevægelse vil gøre det samme.
Politiken får mindst to svar:
- ét, der giver Egon Clausen ret,
- og ét der mener, at Egon Clausen selv skulle lære af historien om, hvad selverklæret udemokratiske bevægelser kan føre til.
Debatredaktionen trykker det første og afviser det sidste.
De to svar var lige lange, så pladsmangel kunne ikke være årsagen, som snarere må søges i de
forskellige holdninger. Man vælger et debatmæssigt uinteressant "given-ret"-indlæg frem for et, der
er kritisk, åbenbart ikke kun over for Egon Clausens holdning, men også over for Politikens.