EU-DOMSTOLENS METOCK-DOM af 25.7.2008
EN ANALYSE AF DOMSTOLENS INKOMPETENCE OG MAGTMISBRUG
DOMSTOLENS AFGØRELSE
4 EU-borgere opholdt sig 2006 i Irland, hvor ingen af dem dog var statsborgere, og ville dér gifte sig med personer, der ikke opholdt sig legalt i landet eller i andre EU-lande, men irsk lov sagde nej. Den irske domstol rådspurgte EU-domstolen.
Domstolen bestemte så i 2008, at en person, der er fra et ikke-EU-land og som opholder sig illegalt i et EU-land, får lovligt ophold ved dér at gifte sig med en EU-borger fra et andet EU-land.
Domstolen skulle fortolke Europaparlamentets og Rådets direktiv 2004/38 (opholdsdirektivet) om familiesammenføring i EU.
I direktivet står, at familiemedlemmer til en EU-borger kan ledsage eller slutte sig til denne ved ophold i andet EU-land (såkaldt "værtsland") end hjemlandet. Men der står intet om dette også gælder, når en ægtefælle ikke befinder sig legalt i et EU-land.
Men samme domstol mente i 2003 i dens dom i Akrich-sagen (sag C-109/01), at familiesammenføring ikke kunne finde sted, hvis tredjelandsstatsborgen ikke havde opholdt sig lovligt i et EU-land.
Med Metock-dommen foretog domstolen altså en kovending.

HVORDAN KOM DOMSTOLEN SÅ FREM TIL SIN AFGØRELSE OM ÆGTESKABETS LEGALISERENDE VIRKNING?
EU-domstolens præsident, Vassilios Skouris, mener generelt, at forskellene mellem landenes love gør, at det ikke er dem, men EU-domstolen, som skal have enekompetence over fundamentale friheder i enkeltlandene (se det her). Det er præcist det domstolen gør i Metock-dommen.

Den fundamentale frihed, som domstolen benytter i sin afgørelse er den fri bevægelighed i EU.
Og dens argumentation lyder således:
En unionsborger, der benytter fri bevægelse til ophold i et andet EU-land end sit eget, kunne miste lysten til at blive i landet og dermed til at bruge den fri bevægelighed
, hvis borgeren ikke kan gifte sig med en person uden legalt ophold.
Altså skal dette gøres muligt og ægtefællens ophold legaliseres.

EU-DOMSTOLENS FEJL
EU's fri bevægelighed har intet med familiesammenføring at gøre.
Det psykologiske argument, at man kan miste lysten til at bruge den fri bevægelighed, er alt for generelt. Personen kunne vælge at bevæge sig frit af alle mulige andre grunde.
Der er derfor ingen juridisk holdbar begrundelse for afgørelsen. Altså er den udtryk for en ren magtdemonstration:
Som præsidenten sagde (se ovenfor): "EU-domstolen, som skal have enekompetence over fundamentale friheder i enkeltlandene" og mener åbenbart lovgivende kompetence, da frihederne jo kun eksisterer som love.
Problemet med dommen er ikke selve afgørelsens indhold, men at domstolen har truffet en politisk beslutning og dermed påtaget sig lovgivende magt.

EU-DOMSTOLENS FASCIME
At en domstol påtvinger samfundet love er udtryk for fascisme.
Domstolens logo: CVRIA (med romersk V for U) røber baggrunden for dens magtmisbrug. Curia var i romerriget navnet på de forsamlinger, som udøvede administrativ magt, f.eks. et senat, ikke en domstol. Den katolske kirke styres stadig af en sådan "curia".
Til en curia var tilknyttet en lictor, der forestod den praktiske magtudøvelse. En lictor bar "fasces", dvs en bundt stokke med en økse i midten, som symbol. Heraf navnet "fascisme".
EU-domstolen handler ikke som et juridisk organ, men som et udemokratisk administrativt - den ønsker enekompetence og magt mod EU's og medlemstaternes lovgivende forsamlinger, altså mod demokratiet. Den, der bøjer sig for det, har samme holdning.