Spørgsmålene og domstolens besvarelse
Oversigt over præmisserne
Analyse af præmisserne mod lovligt ophold
Analyse af præmisserne om ægteskabets indgåelse
Lystargumentet for fri bevægelighed er uholdbart

Dommen er brud på menneskerettigheder og EU-ret
Dommens konsekvenser
Danske ministeriers vurderingsnotat om Metock-dommen
Der er ingen familiesammenføring i EU's frie bevægelighed

Spørgsmål 1: skal den nye ægtefælle før indrejsen have befundet sig lovligt i et andet EU-land (end det, personen ikke er indrejst i endnu)?
Dommens svar: Nej, det er ligegyldigt. Illegal indvandrer legaliseres ved ægteskab med unionsborger.
Begrundelsen: "lystargumentet" og EU's enekompetence.

Spørgsmål 2: gælder direktivet uanset hvornår og hvor deres ægteskab blev indgået og og uanset hvornår og hvorledes tredjelandsstatsborgeren indrejste i værtsmedlemsstaten?
Dommens svar: Ja, det er ligegyldigt. Ægteskabets legaliserende virkning starter allerede ved indvandrerens indrejse (evt. før de kender hinanden), hvorefter personen ikke kan sanktioneres.
Begrundelsen: "lystargumentet".

Domstolen har ret i, at direktivet er tavst om tredjelandsborgerens indrejse i EU. Heraf slutter den, at vedkommende kunne befinde sig illegalt i EU.
FEJLEN: juridisk fejlslutning. At noget ikke er nævnt, betyder ikke, at alt er tilladt. En anden dom (Akrich) slutter stik modsat: fordi noget ikke er nævnt, forudsættes lovlige forhold. Men direktivet nævner faktisk selv visumkravet, der netop skal hindre illegale ophold. Domstolen overser det bevidst og nævner kun, at der findes regler, men ikke, at det er krav om visum.

Domstolen påstår, at den støttes af domspraksis.
FEJLEN. Det er usandt og ulogisk. Selv domstolen erkender, at den modsiges af en tidligere dom (Akrich), og mener, denne skal overvejes påny, og slutter af det, at den selv har ret. Men den hverken overvejer eller argumenterer mod dommen. På samme måde har man også ret til at overveje Metock-dommen påny.

Argumentationen lyder sådan:
- Fri bevægelighed er et mål for EU
- EU har derfor kompetencen
- Til bevægelighed hører familieliv.
- EU har derfor kompetencen over familieliv ved bevægelighed
- en EU-borger kunne miste lysten til bevægelighed, hvis der er problemer med at få familien med.
- EU skal altså sørge for, at EU-borgeren får familien med og ikke mister lysten.
- altså må kravet om lovligt ophold afvises.
FEJLEN. Logiske brølere og tågesnak! Fra det, at EU har kompetencen, kan man kun slutte, at det er dens regler, der gælder, men kun som princip, ikke på det konkrete plan. Familieret hører således ikke under EU uanset at folk i bevægelse har et familieliv ligesom alle andre.
Man kan heller ikke slutte fra kompetencen til ret til fjernelse af enhver subjektiv følelse af ulyst. Polygamister kunne også miste lysten, hvis de ikke fik alle koner med.
Holdningen til ulovligt ophold er ikke resultatet af en logisk følgeslutning, men af et politisk valg.
De logiske brølere skyldes, at domstolen kun benytter overgeneraliserer begreber. Bemærk lystargumentet. Det bruges flere gange i dommen.

Domstolen siger her, at en unionsborger i bevægelse skal have samme betingelser i alle EU-lande, herunder at kunne medtage familiemedlemmer fra tredjelande. Da landene har forskellige regler for indvandring, skal EU derfor have enekompetence, men kun mht indrejse for familiemedlemmer fra tredjelande, ikke anden form for indvandring.
FEJLEN: Falsk argument. Det er EU-organer, der bestemmer, hvor EU skal have kompetencen. Det er ikke en logisk følge af forskelle mellem landene. Desuden hverken skal eller kan der være nøjagtigt samme betingelser i alle EU-lande. Legaliseringen er heller ikke en logisk følge af enekompetencen (jf. pkt.3).

Domstolen mener, der er et paradoks, når tredjelandsborgere med lovligt ophold i EU-land kan familiesammenføres med ægtefælle på illegalt ophold (direktiv 2003/86), men en unionsborger i bevægelse (i andet EU-land end hjemlandet) ikke kan, da omstændighederne er ens.
FEJLEN. Usandheder. Der er intet paradoks! Det nævnte direktivs formål er netop at "ligestille tredjelandsborgeres rettigheder og pligter med unionsborgernes" (betragtning 3).
Det er dommen, der er paradoksal: dens konsekvens er, at en unionsborger i bevægelse behandles anderledes end en, der ikke er i bevægelse.
For Danmark er der intet paradoks, da vi ikke anerkender direktiv 2003/86.

Domstolen mener ikke, at resultatet af dommen kunne være "en enorm stigning i antallet af personer, som vil kunne få opholdsret i Fællesskabet", fordi det kun er "familiemedlemmer til en unionsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed, der har ret til indrejse og ophold", og fordi tilladelse kan nægtes af hensyn til den offentlige orden og ved svig (proformaægteskaber mv.).
FEJLEN. Naivitet. Domstolen regner altså ikke med, at mange vil benytte fri bevægelighed og dermed dommen til legalisering af illegal indvandring. Det nævnte direktiv 2003/86 har en anden opfattelse, idet det giver mulighed for at begrænse tvangsægteskabelig familiesammenføring med en aldersgrænse. Dommens legalisering vil have modsat effekt.
Ved proformaægteskaber gifter man sig kun for at en ægtefælle kan få ret til fri bevægelighed, hvilket er forbudt. Men at benytte dommen til fri bevægelighed kun for at få en illegal ægtefælle forbydes ikke, selv om det er samme type "svig".

Domstolen nægter ikke, at dommen fører til forskelsbehandling mellem unionsborgere, der er i fri bevægelighed, og dem, der bliver hjemme. Den afviser problemet med, at reglerne om fri bevægelighed ikke gælder for "aktiviteter, som ikke har tilknytning til nogen af de forhold, fællesskabsretten gælder for, og som i alle relevante omstændigheder udelukkende har tilknytning til én medlemsstat (dom C 212/06)".
FEJLEN. Selvmodsigelse. Indvandring og familiedannelse er sådanne aktiviteter, da de reguleres af nationale love og er relevant i pågældende land ligegyldigt om unionsborgeren er statsborger dèr eller ej. Altså skulle fri bevægelighed ikke gælde de aktiviteter. Dommens konklusioner er dog de stik modsatte.

Domstolen bemærker, at alle medlemsstaterne har underskrevet den europæiske konvention om menneskerettigheder, hvis artikel 8 vedrører retten til respekt for privatliv og familieliv.
FEJLEN. Overgeneraliseret abstraktion og løgn. Helt ufatteligt er det, at samme domstol med samme retsformand, Vassilios Skouris, i en anden dom, C-540/03, citerer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udlægning af denne artikel:
"I relation til indvandring kan artikel 8 ikke fortolkes således, at den medfører en almindelig forpligtelse for en stat til at respektere gifte pars valg af fælles bopæl eller til at tillade familiesammenføring på dens område." (se det her og klik på C-540/03 foran "Dom").
Denne udlægning modsiger direkte Metock-dommen. Menneskerettigheder er overordnet reglerne om fri bevægelighed, hvad domstolen viser ved netop selv at henvise til menneskerettighederne.
Top

Domstolen mener, at direktivet og dets mål ikke må "fortolkes restriktivt og bør under alle omstændigheder ikke fratages deres effektive virkning". Domstolen begrunder det med sin opfattelse af fri bevægelighed som ubegrænset af andre hensyn bl.a. nationale love.
FEJLEN. Bevidst magtmisbrug. Domstolen siger, at den i sin fortolkning af direktivet bevidst vil overskride dets ordlyd. Ikke restriktiv betyder ekspansiv. Ikke fratage virkning betyder tilføje virkning. I stedet for at fortolke parlamentets opfattelse af fri bevægelighed i direktivet ændrer dommen den.

Domstolen citerer korrekt direktivet: det vedrører familiemedlemmer, der ledsager unionsborgeren eller slutter sig til denne. Men påstår så, at direktivet ikke kræver, at familien skal være stiftet før rejsen.
FEJLEN. Ufuldstændigt. Påstanden er korrekt. Men dommen kunne have refereret direktivets artikel 17, stk.2, der netop beskriver en situation, hvor en unionsborger først har giftet sig i værtslandet. Havde dommen gjort det, måtte den også indrømme, at direktivet her forudsætter national ægteskabslov anvendt, da det indgår i situationen (se Teksten).

Domstolen påstår, at direktivet ved at bruge udtrykket "familiemedlemmer slutter sig til" har accepteret muligheden for, at unionsborgeren først stifter familie i værtslandet. Hvis familiemedlemmer, som er tredjelandsborgere, derefter ikke måtte slutte sig til unionsborgeren, kunne denne få lyst til at forlade landet "for at kunne have et normalt familieliv i en anden medlemsstat eller i et tredjeland"
FEJLEN. Det er falsk og ulogisk. Udtrykket "ledsager eller slutter sig til" (engelsk: accompany or join; fransk: accompagner ou rejoindre) er et juridisk standardudtryk, der forudsætter, at familien er stiftet. "Slutte sig til" betyder at forenes med en person uden at de har rejst sammen. Der er mange mulige rejseruter.
Det er igen korrekt, at unionsborgeren kunne have giftet sig i værtslandet. Men det er falsk at påstå, at et ægteskab automatisk giver ret til "tilslutning", og at et ulovligt indgået ægteskab kan begrunde tabet af lyst til at blive i landet.
Dommens skelnen mellem familiestiftelsen og "tilslutningen" er desuden ulogisk. Den person, der gifter sig med unionsborgeren, tilslutter sig unionsborgeren ved ægteskabets indgåelse. Det er heller ikke korrekt at skelne mellem, om ægteskabet er indgået i værtslandet eller andetsteds, og om ægtefællen er EU-borger eller tredjelandsborger.
Lystargumentet bruges igen som emotionelt argument. Det er brud på regler, der er det afgørende, og kan sanktioneres, ikke et evt. lysttab, som ikke er overordnet reglerne.

Domstolen mener her, at det er ligegyldigt "om tredjelandsborgerne er indrejst i den nævnte medlemsstat før eller efter unionsborgeren eller før eller efter, at de er blevet medlemmer af hans familie." Herved kan domstolen omfortolke direktivets formulering: "familiemedlemmer, der slutter sig til en unionsborger" til at betyde indrejse før eller efter unionsborgeren, uden at være familiemedlemmer, være gift med eller overhovedet kende vedkommende. Domstolen bruger lystargumentet og hensynet til ikke-restriktiv fortolkning fra præmis 10.
FEJLEN. Manipulation af logik og ordbetydninger! Perioden fra det kommende familiemedlems indrejse til ægteskabets indgåelse slettes af kalenderen sammen med det, der er sket i perioden. Og brud(gomm)en til unionsborgeren behøver først ankomme efter brylluppet! I praksis betyder tredjelandsborgerne nemlig kun ægtefælle med evt. børn. Direktivet kræver forsørgelse, hvis det er er forældre eller bedsteforældre.
Dommens manipulation er dens påstand om, at ægteskabets virkning, nemlig opholdstilladelse som følge af fri bevægelighed, gælder fra den kommende ægtefælles indrejse og ikke fra selve indgåelsen af et lovligt ægteskab.
Domstolen udtrykker det hele sådan: "Hvis direktiv 2004/38 kun fandt anvendelse på familiemedlemmer til en unionsborger, som "ledsager" eller "slutter sig til" sidstnævnte, ville dette svare til at begrænse rettighederne med hensyn til indrejse og ophold for familiemedlemmer til en unionsborger til den medlemsstat, hvor denne opholder sig."
Men direktivet nævner netop kun det at "ledsage" eller "slutte sig til", som forudsætter lovligt ægteskab. Domstolen ved altså, at den udvider direktivet og tilføjer virkninger. De rettigheder, domstolen nævner, må ligge før ægteskabets indgåelse, og da findes de nødvendigvis ikke.
En fantastisk manipulation med tid! Bruges som sidste led i argumentationen inden konklusionen i næste punkt: straffrihed.

Domstolens emne er her tredjelandsstatsborgeren, der er indrejst inden vedkommende blev familiemedlem til en unionsborger. Værtslandet må gerne iværksætte sanktioner mod vedkommende hvis nødvendigt, men de må ikke griber ind i hans frie bevægelighed.
FEJLEN. Juridisk fejlslutning! Domstolen ved åbenbart, at dens manipulation med tid ved at identificere indrejsens tidpunkt med ægteskabsindgåelsens er problematisk. Hvad hvis den indrejste i perioden mellem de to tidspunktet har begået noget strafværdigt? Skal det også slettes? Åbenbart ikke, men sanktionerne må ikke omfatte noget, der vil begrænse personens frie bevægelighed f.eks. fængsel. Andre borgere, der skal sanktioneres på grund af samme handlinger, slipper ikke fri. Dommen ophæver således straffeloven og indfører forskelsbehandling. Og domstolen ved det.

Domstolen gentager, at der intet står i direktivet om stedet, hvor ægteskabet skal være indgået.
FEJLEN er fortolkningsfejl. Der står ingen regel om indgåelse af ægteskab, fordi det forudsættes indgået. Men ud fra to steder i direktivet kan man dog udlede, at ægteskabet både kan være indgået før indrejsen (i forbindelse med registrerede partnere) og efter (statsborgeren i værtslandet, der kunne have mistet sit statsborgerskab).
Præmissen er ligegyldig for spørgsmålet, hvad der yderligere undstreger domstolens misforståelse af det.
Top

Lystargumentet bruges tre gange i dommen. Det lyder sådan:
unionsborgeren kunne miste lysten til fortsat at opholde sig i EU-landet og kan tilskyndes til at forlade landet for at kunne have et normalt familieliv i et andet EU-land eller i et tredjeland. Derfor skal alle hindringer for den frie bevægelighed fjernes.

Domstolen bruger det som argument for
- at EU har kompetencen over familieliv ved bevægelighed, hvorfor illegale accepteres som familiemedlemmer (pkt.3)
- at direktivet ved at bruge udtrykket "slutte sig til" har accepteret muligheden for, at unionsborgeren først stifter familie i værtslandet (pkt.12)
- at tredjelandsborgere er familiemedlemmer til en unionsborger "før de er blevet medlemmer af hans familie" (pkt.13).
Det kan bruges i mangel af bedre som argument mod hvad som helst, man mener kan hindre fri bevægelighed.

Argumentet er juridisk uholdbart, fordi det som rent subjektivt må være underordnet lovgivning og desuden er uden præcist indhold. At ægteskab og ophold er ulovligt, kan unionsborgerens tab af lyst til at blive i landet ikke ændre ved.
Der er ikke kun problemer med familiesammenføring med illegal indvandrer og krav om ægteskab, der kunne afholde folk fra at benytte den frie bevægelighed . Andre problemer kunne være at undvære familiemedlemmer, som ikke har opholdsret, fordi de ikke forsørges af unionsborgeren, undvære gamle venner, omkostningerne, manglende sprogkundskaber, kulturforskelle, national identitetsfølelse, blot at have mistet lysten osv.

Den manglende juridiske holdbarhed skyldes især, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fortolker artikel 8 i de europæiske menneskerettigheder om respekten for familieliv således, at ingen stat er forpligtet til "at respektere gifte pars valg af fælles bopæl eller til at tillade familiesammenføring på dens område". Dette brugte EU-domstolen i sag C-540/03, 2006, parlamentet imod rådet og kommissionen (se præmis 79) som begrundelse for, at parlamentet havde uret.
Top

Metock-dommen og tidligere domme har forvandlet EU's grundpille om arbejdskraftens frie bevægelighed til en automat, hvor man kan trække familiesammenføring med hvem som helst uden kontrol af, om man faktisk benytter den frie bevægelighed.
Man kan nu vælge, om man vil have familiesammenføring efter nationale regler eller efter EU's frie bevægelighed. Man vælger naturligvis EU's regler, fordi de faktisk tillader alt.
Denne anarkisme må nødvendig støde mod lovstyrede systemer. Her er nogle eksempler.

DE EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDER
Artikel 8 Stk. 1 siger: Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol siger herom: I relation til indvandring kan artikel 8 ikke fortolkes således, at den medfører en almindelig forpligtelse for en stat til at respektere gifte pars valg af fælles bopæl eller til at tillade familiesammenføring på dens område (Citat fra EU-domstolens sag C-540/03, 2006. Se præmis 79).
EU-RET
I Rådets forordning 539/2001 om visumpligt står, at visum udstedes efter check af motivet for rejsen for at hindre ulovlig indvandring. En person uden visum er illegal. Og det gælder hele EU. Reglen står også i Schengen Borders Code art.5.
I Akrich-dommen fra 27.2.2003, som blev afsagt, mens direktivet, dommen fortolker, var under udarbejdelse, står klart, at en tredjelandsstatsborger skal opholde sig lovligt i en medlemsstat på det tidspunkt, hvor han tager til værtslandet. Da en sådan dom angiver EU-ret, må den være forudsætningen for direktivet.
I Hjemsendelsesdirektivet, vedtaget af parlamentet 18.6.08 (altså før Metock-dommen), gives regler for at hjemsende illegale indvandrere, bl.a. mulighed for detention.
I direktivet, dommen fortolker (2004/38) står direkte, at familiemedlemmet skal have visum, hvis vedkommende ikke har opholdskort, som forudsætter visum, indtil opholdskortet er udstedt.

Dommen overtræder EU's eget proportionalitetsprincip: handlingen står ikke i forhold til målet.
Handlingen er familiesammenføring og legalisering af illegal indvandring. Desuden medfører den forskelsbehandling af unionsborgerne (dem, der rejser, og alle andre), hvad domstolen er klar over (præmis 78).
En sådan handling og dens følger står ikke i forhold til målet, fri bevægelighed for unionsborgere med illegal tredjelandsborgere som ægtefælle, da handlingen både bryder med øvrig EU-ret og national ret.

Domstolens logo: CVRIA (med romersk V for U) røber baggrunden for dens magtmisbrug. Curia var i romerriget navnet på de forsamlinger, som udøvede administrativ magt, f.eks. et senat, ikke en domstol. Den katolske kirke styres stadig af en sådan "curia".
Til en curia var tilknyttet en lictor, der forestod den praktiske magtudøvelse. En lictor bar "fasces", dvs en bundt stokke med en økse i midten, som symbol. Heraf navnet "fascisme".
EU-domstolen handler ikke som et juridisk organ, men som et udemokratisk administrativt - den ønsker enekompetence og magt mod EU's og medlemstaternes lovgivende forsamlinger, altså mod demokratiet. Den, der bøjer sig for det, har samme holdning.
Top

TILSYNELADENDE KONSEKVENSER
En tredjelandsstatsborger, der opholder sig illegalt i et EU-land, legaliseres, hvis vedkommende gifter sig med en EU-borger, og EU-borgeren ikke er statsborger i landet.
Det gælder ikke en EU-borgeren ikke er statsborger i landet.
Legaliseringen træder i kraft ved tredjelandsstatsborgerens indrejse, så hjemsendelse er ikke lovlig..
Længden af perioden fra tredjelandsstatsborgerens indrejse og ægteskabets indgåelse er ubegrænset.
Hvis tredjelandsstatsborgeren i denne periode har begået handlinger, der overtræder landets straffelov (eller anden lov), må sanktionen ikke hindre tredjelandsstatsborgeren i at benytte sin ret til fri bevægelighed - både før og efter ægteskabets indgåelse. Ægteskabet behøver ikke være lovligt efter landets ægteskabs- og indvandrerlovgivning.

JURIDISK HOLDBARE KONSEKVENSER
Som vist er de tilsyneladende konsekvenser hverken i overensstemmelse med De europæiske Menneskerettigheder, EU-ret, national ret eller logisk, juridisk og realistisk tænkning.
En domstol kan ikke bevidst have begået disse uoverensstemmelse.
Altså skal de tilsyneladende konsekvenser omfortolkes til juridisk holdbare konsekvenser.

Princippet i omfortolkningen vil være
1. hvis der findes regler, der er overordnet direktivet om fri bevægelighed, er det disse regler, der gælder;
2. er den konkrete sag reguleret af anden lovgivning, f.eks. national ægteskabs-, indvandrer- og staffelovgivning, er det den, der gælder.
3. strider dommen mod direktivet, er det dette der gælder.

Metoden kunne være, at stille en række fortolkningsspørgsmål til domstolen om dommen, på samme måde som dommen er svar på fortolkningsspørgsmål om opholdsdirektivet.
Dette kunne føre til, at Metock-dommen ingen konsekvenser får.

Top

Jurister fra fire ministerier skrev 19.8.2008 et notat om Metockdommen.
Deres eneste antydning af en vurdering af selve dommen er, at de kalder den en "kovending i forhold den tidligere retsopfattelse i Akrich-dommen" (fra krav om lovligt ophold til accept af ulovligt ophold).
Ellers refererer de blot kort og ukritisk dommen og overser de juridiske problemer i dens præmisser. De kalder således begrundelsen for tilladelse af ulovligt ophold, fordi det ikke er omtalt i direktivet, "en ren ordlydsfortolkning". hvad det ikke er (se pkt.1). Selv bruger de den modsatte fortolkningsmetode, at det, der ikke er omtalt, heller ikke gælder. De skriver:"sekundær fri bevægelighed er ikke omhandlet i opholdsdirektivet. Det kunne lede til den slutning, at Metock-dommen ud fra en ordlydsfortolkning ikke kan udstrækkes til at omfatte den sekundære fri bevægelighed."
De behandler ikke dommens omfortolkning af "slutte sig til" og dens definition af et familiemedlem som en ugift, der endnu ikke har mødt ægtefællen.

De danske jurister gennemskuer ikke det juridisk uholdbare i dommen og bruger den ikke til noget, da den intet nyt tilføjer til det, de interesserer sig for: hjemtagning af ny ægtefælle og definition af og dokumentation for "ophold".
Top

En familiesammenføring er en tilladelse til sammenføring af familie-medlemmer, der er statsborgere i forskellige lande og dermed principielt befinder sig i forskellige lande.
Der er tre grundscenarier:
1. familiedannelsen, dvs ægteskabets indgåelse, i et bestemt land. Ægteskabet er kun lovligt, hvis det opfylder betingelserne i landets familie- og ægteskabsret. Der findes mange forskellige former for "ægteskab", og der er internationale regler i de nationale love f.eks. for en dansker, der gifter sig med en englænder. En sådan vielse vil blive kontrolleret af f.eks. danske myndigheder, for at ægteskabet kan godkendes og registreres i Danmark med alle de konsekvenser det får.
Men hver stat bestemmer suverænt sine egne "internationale" familieretlige regler
2. ægtefællernes sammenføring i et land - ikke nødvendigvis efter deres valg.
3. øvrige familiemedlemmer (børn, forældre, bedsteforældre, medlemmer af husstand osv).

Alle EU's direktiver om den frie bevægelighed gælder for en unionsborger, der tager ophold i et andet EU-land end det, hvor vedkommende er statsborger.
Direktiverne gælder for familiemedlemmer, der "ledsager" unionsborgeren. I "ledsager" ligger, at man er gift og at familiemedlemmerne befandt sig i samme land som unionsborgeren før rejsen. Hvis de er tredjelandsborgere, må de have opholdt sig lovligt i udgangslandet. De skal have visum til rejsen. Her er klart ikke tale om familiesammenføring. En sådan er foregået.

Direktiverne gælder desuden for familiemedlemmer, der "slutter sig til" unionsborgeren i det nye land. Dette scenario er en parallel til ledsage-scenariet og kan derfor ikke rumme et nyt og modsatrettet element f.eks. manglende familiesammenføring. Der er blot tale om en anden rejserute eller tidspunkt for ikke at kræve identiske rejseforløb.
Hvis der skulle være tale om en person, der "slutter sig til" unionsborgeren uden at være gift med vedkommende, ville der ikke stå "familiemedlemmer, der slutter sig til". Eller også betyder "tilsluttende familiemedlemmer" andre end ægtefællen.

Ligesom ved indgåelsen af ægteskabet har de nationale love enekompetencen ved familiesammenføring i form af indvandrerret.
Dette ses af, at det overordnede princip om respekt for familielivet ifølge den europæiske menneskerettighedsdomstol ikke betyder, at man kan kræve familiesammenføring i et land efter eget valg (se tidligere).
Så "slutte sig til"-scenariet rummer heller ikke familiesammenføring.

Det hænger ikke sammen, at noget, der skulle føre til, at unionsborgere forlader deres land og slår sig ned, helst permanent, i et andet EU-land, også kan bruges til at få en ægtefælle til hjemlandet. Hvis det faktisk var sådan, er det formålsløst at kræve, at den, der vil importere en ægtefælle, skulle opholde sig i et andet EU-land for en kortere periode.

Sammenfattende må altså gælde, at fri bevægelighed forudsætter familiesammenføring efter de regler, der gælder nationalt i afrejse- og tilrejselandet. Reglerne må være opfyldt i afrejselandet, ellers fandtes familien ikke dèr. Hvis familien ikke opfylder betingelser i den nationale ret i tilrejselandet, er fri bevægelighed dertil ikke mulig. Unionsborgeren må så enten indrette sig efter forholdende eller finde et andet rejsemål, f.eks. et andet unionsland eller et tredieland. Princippet om fri bevægelighed er ikke et ubegrænset regelløst princip, hvad menneskeretten respekt for familielivet som nævnt heller ikke er.
Top