 |
OVERRASKET
JyllandsPosten og alle andre blev overrasket over de voldsomme reaktioner på tegningerne
fra tusinder af menige muslimer i hele den store muslimske verden.
IKKE FULGT MED
Man havde åbenbart ikke fulgt med i de intense diskussioner om diskriminering og racistisk
forfølgelse af muslimer som hævn for terrorangreb af islamisk oprindelse, også kaldet
islamofobi, der var foregået siden 11.9.2001.
ISLAMOFOBI?
Selve ordet, islamofobi, dukkede op i slutningen af 1980'erne, men er ikke videre
udbredt før 11.9.2001. Så går det til gengæld hurtigt. I 2004 har ordet fået
status på linie med ord som antisemitisme, xenofobi, racisme og intolerance.
FN OG ISLAMOFOBI
Den 7. december samme år blev der i FN-regi afholdt et seminar med titlen "Confronting
islamophobia". I den anledning havde Kofi Annan udnævnt en "Speciel Rapporter
om aktuelle former for racisme, racediskrimination, xenofobi og tilhørende intolerance",
nemlig Doudou Diène.
DOUDOU DIENES RAPPORT
Han afleverede sin rapport om islamofobi februar 2004. De voldelige tilfælde i rapporten
drejer som om spytteri i USA og et overfald i Belgien. Til de verbale, som fylder
mest i rapporten, henregner han diskussioner om islam. Den franske journalist,
Claude Imbert, er således islamofob, når han mener, at koranen placerer religion over
videnskab, undertrykker kvinder og ikke drager nogen grænse mellem det offentlige
og det private.
KOFI ANNAN
I sin åbningstale til selve seminaret beskriver Kofi Annan islamofobi på samme måde.
Ifølge ham føler muslimerne sig uretfærdigt behandlet, og det er islamofobisk at hævde,
"at islam er uforening med demokrati eller uigenkaldeligt fjendtlig over for fornyelser
og kvinders rettigheder".
ISLAMOFOBI
Islamofobi går altså på meninger om religionen islam og ikke på angreb på mennesker.
FN-rapportøren, Doudou Diene, siger dette helt klart: "Blandt vor tids politiske sygdomme er islamofobi
enestående. Det er ikke kun muslimer, der angribes, men religionen selv, islam, dens
hellige bog, Koranen, og dens profet, Muhammed, som ikke har sin lige i verden idag",
hvilket vel kun kan opfattes som misbrug af og skade på FN.
ISLAM OG TOLERANCE
En af deltagerne i seminaret, Abul Magd, professor i international ret ved universitetet
i Cairo mener, at ordet "tolerance" røber en nedsættende holdning til islam.
"Når vi taler om tolerance, taler vi om noget meget minimalt, meget negativt og meget
passivt. Hvad vi sigter mod, er noget mere positivt end blot tolerance. Normalt tolererer
du ikke noget, man beundrer eller kan lide, men du tolererer noget, du er tvunget
til at leve med, selv om du ikke kan lide det."
ISLAMOFOBI ER RELIGIONSKRITIK OG MANGLENDE ISLAMBEUNDRING
De tre nævnte personer, der alle er muslimer, er altså enige om, at det væsentligste
kendetegn på islamofobi er religionskritik og manglende islambeundring, men dermed
kan islamofobi så heller ikke sidestilles med racisme, xenofobi og tilhørende
intolerance.
ANGREB PÅ KRISTENDOMMEN
Kristendommen er som bekendt gennem de sidste 300 år været udsat for særdeles grove
angreb uden at disse angreb er blevet kategoriseret som racisme. Det er blevet den
forbudt at blande sig i politik (sekularisering). Socialisterne har kaldt al religion
for "opium for folket" og påvist dens undertrykkende funktion. Kvindebevægelsen har
kaldt den kvindeundertrykkende. Freudianere har kaldt dens seksualmoral for sygelig.
Og Jesus er endog fremstillet pornografisk.
KRÆNKEDE RELIGIØSE FØLELSER
Der er sikkert kristne, der har fået deres religiøse følelser krænket, men en sådan
krænkelse kan ikke bruges som argument mod religionskritikken. Kritikerne har jo også
deres følelser og føler dem krænket af kristendommen. Af samme grund kan tegningerne
ikke kritiseres, fordi de skulle kænke religiøse følelser. Ifølge menneskerettighederne
er religioner ikke overordnet andre livsfilosofier.
ET SKRIDT VIDERE I FORKLARINGEN
Den egentlige årsag til de voldsomme reaktioner må altså søges andre steder end i
islamofobien og krænkede religiøse følelser. Ziad Abu-Amr, der er professor i politisk
videnskab ved Birzeit universitetet, Ramallah, Palæstina, giver denne forklaring på
den muslimske overfølsomhed for religionskritik: "Sekulære arabere, som er i opposition
til fundamentalisme, vil forsvare islam, når fundamentalister bliver kritiseret eller
angrebet af ikke-arabere. Denne tilbagevenden til islam kan opfattes som en søgen
efter identitet over for hvad der opfattes som fremmed overgreb eller herredømme".
Angreb på ens religion bliver dermed opfattet som et fysisk angreb på ens egen person,
hvad der udløser modangreb og aggressivitet.
DEN EGENTLIGE FORKLARING
Men der skal endnu en forklaring til, ellers er det uforståeligt, hvorfor kritik opfattes
som tab af herredømme. Intet ændres, blot fordi ens religion bliver kritiseret.
Der er kun én forklaring mulig: fordi man mener, at man selv burde have herredømmet,
altså en form for herrefolksmentalitet. Når man føler sig hævet over alle andre og
kræver, at de skal beundre ens ideologi, tåler man ikke nogen form for kritik fra
dem. Denne holdning ses tydeligt af de tidligere citater af Doudou Diene, Abul Magd
og Kofi Annan.
KORANEN
Og faktisk er der dækning for en sådan muslimsk herrefolksmentalitet i både koranen
og traditionen. Ifølge koranen [9:29] skal muslimer bekæmpe dem, der ikke tror på
Allah (jihad), dog ikke jøder og kristne. Disse lever under beskyttelse, kaldet dhimma,
beskyttet mod muslimernes egen jihad, men vel at bemærke kun hvis "de betaler skat
som en anerkendelse af muslimernes overlegenhed og af at de befinder sig i en tilstand
af underlegenhed".
DHIMMA
På basis af dette koransted udarbejdede muslimske jurister allerede kort efter Muhammeds
død dhimmaen som et apatheidssystem, der regulerede forholdet mellem muslimerne og
de underlegne kristne og jøder. Disse måtte ikke vidne mod muslimer i retssager, de
måtte ikke bygge deres synagoger og kirker højere end moskeerne, i visse tilfælde
skulle de bære specielt tøj, på gaderne måtte de ikke rage over muslimerne, ved erstatning
for sår kunne de kun få halvdelen af hvad en fri muslim fik. Jøderne i muslimske lande,
f.eks. i Nordafrika, har i 1000 år levet under dhimmaens apartheid, før de blev frie
i deres egen stat. Deraf den jødiske negative holdning til de muslimske naboer. Tilsvarende
kan muslimernes ønske om at udslette Israel bl.a. forklares ved at muslimer følte
sig krænkede af, at et folk, der er dem underlegne, havde taget deres land.
ISLAMISK FRUSTRATION
De voldsomme reaktioner på tegningerne kan derfor kun forstås som udslag af frustreret
overlegenhedsfølelse. Muslimerne er endnu en gang blevet krænket i deres selvværd
og deres identitet. Man kunne endog få den mistanke, at reaktionerne blev ekstra voldsomme,
fordi det var et lille land, der vovede at gøre oprør. Deres grundliggende frustrationen
skyldes, at de ikke kan leve op til egne idealer om at være de bedste, selv om de
føler sig fortjent til det, fordi de mere end andre underkaster sig religionen. Vesten
- de tidligere underlegne kristne - har overgået dem kulturelt og teknologisk.
KAN FORKLARE ANDET
Mange aktuelle forhold omkring muslimerne finder deres forklaring ud fra denne frustrerede
islamiske herrefolksmentalitet, f.eks. de absurde og formålsløse terrorangreb
på vesterlændinge - både som turister og i deres eget lande. Deres jihad mod USSR
i Afganistan var en succes (1989), og da det var her, fundamentalismen blev født som
protest mod kommunistiske afganeres forsøg på modernisering af landet, var det en
sejr for fundamentalismen. Logisk set måtte USA som den tilbageværende mægtigste nation
være det næste mål, og det blev det også med 9/11.
LØSNINGEN
Muslimernes krænkede herrefolksmentalitet er ikke kun deres eget problem, men hele
verdens. Opgaven er pædagogisk: lære muslimerne, at de ikke fortsat kan bygge deres
identitet på fortidens storhed, på religiøs troskab og på trusler mod
andre, og at de skal se bort fra utidssvarende
steder i deres hellige skrifter og tradition, især de steder, hvor der opfordres til
dominans og drab. De kristne har på samme måde måttet sluge mange kameler.
For muslimerne bliver
dette vanskeligt, fordi de netop er socialiseret med troen på, at Muhammed og Allah
er de største, og at de selv derfor også er det.
|
 |
