|
|
Link til denne side:
EN KULTURFASCIST ER DØD
Tøger Seidenfaden døde igår.Han blev født 1957 og var chefredaktør for Politiken fra 1993. I sin ungdom var han konservativ og autoritetstro. Som han selv skrev (i Politiken, 4.1.2004):
"Selvfølgelig var det kritisabelt, når USA her og der svigtede sine demokratiske
idealer i kampen med sovjetkommunismen. Men at det var rigtigt, at vi var
USA's allierede, og at det var en konflikt, der skulle udkæmpes, var jeg
aldrig i tvivl om. Forhåbentlig gjorde det mig ikke til en ukritisk
apologet for alt etableret; men at min loyalitet var på det etableredes
side, vil jeg ikke løbe fra."
Som ny chefredaktør for Politiken skulle han rense avisens kulturradikalisme for venstreorienterede sympatier fra ungdomsoprørets tid. Dernæst skulle han finde en ny fjende. Den fandt han i præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe og dermed i Dansk Folkeparti med deres antimuslimske holdning. Altså blev det hans hovedopgave at forsvare muslimerne. Eller som han selv formulerede det: "Religionerne har alligevel en uomgængelig og endda respektabel plads i samfundet." Dette demonstrerede han dog kun ved forsvar for islam. SEIDENFADENS KULTURFASCISME 1: HAN BØJEDE SIG FOR ISLAM SOM KULTUREL MAGT. Dette sås tydeligst, da han hoppede på løgnen om Muhammeds 95.000 efterkommere og gav dem en undskyldning. I det daglige avisarbejde fik han sine journalister til at propagandere for muslimske holdninger og mod ateisme, sekularisme og religionskritik. Typisk i forsvar for Hizb-ut-Tahrir. SEIDENFADENS KULTURFASCISME 2: HAN ØNSKEDE AT DIKTERE POLITISK - OGSÅ KALDET STORHEDSVANVID. Hans sologang i Muhammed-sagen skulle ændre holdningen til Danmark. Med pirattryk (f.eks. af Jægerbogen) ville han styre ytringsfriheden. Med promoveringen af Lomborg ville han styre dansk klimapolitik. Med indsamlingen til asylansøgere ville han styre dansk indvandrerpolitik osv. Han misbrugte altså sin stilling til udemokratisk politisk propaganda. SEIDENFADENS KULTURFASCISME 3: HANS FASCISTISKE RETORIK. I debatter dominerede han ved at tale længe og med stor emotionel intensitet. For ham var alle andre idioter, der ikke kan tænke. Kunne også kaldes storhedsvanvid. Han trode selv, han tænkte mere logisk end andre. Men i virkeligheden brugte han kun fine, men tågede begreber, lange opremsninger og gentagelse, og følelsesudladninger i stedet for logik. Et eksempel: når han skulle modargumenterer, at de muslimske lande ikke var demokratiske, råbte han bare med følelsesintens og overlegen stemme: "se på Tyrkiet!". TØGER SEIDENFADEN REPRÆSENTEREDE DET, EN JOURNALIST I ET DEMOKRATISK SAMFUND IKKE BØR VÆRE - KULTURFASCIST. Mere om Politikens politiske holdning her. Top |