Link til denne side:  

I går, 16. august 2011, meddelte Merkel og Sarkozi, lederne af de dominerende europæiske stater, Tyskland og Frankrig, deres løsning på gældskrise i eurozonen:
- oprettelse af en fælles økonomisk regering for eurolandene
- skat på finansielle transaktioner
- eurolandene indskriver en regel om ligevægt på statsfinanserne i deres grundlove
De anbefaler ikke fælles statsobligationer for eurolandene.

Den danske nationalbank meddelte samme dag, at den fra 1. oktober udvider sit belåningsgrundlag for lån til de danske pengeinstitutter, der har svært ved at hente likviditet på det internationale lånemarked.

MARX FÅR RET
Politikerne har åbenbart erkendt, at det er nødvendigt at begrænse den globale kapitals magt og opfinde en overordnet regulering af den i befolkningernes interesse. Landene skal begrænse låntagningen, så kapitalen mister mulighed for investering og dermed konstant maksimering. Kapitalens magt skal yderligere begrænses med skat. Og i Danmark udvides nationalbankens overtagelse af produktionsmidlerne.
Man er ved at indse, at staterne ikke længere skal forsøge at tilfredsstille investorerne, altså kapitalen, til skade for demokrati og borgernes levestandard.
Ser vi demokratiets oprør mod kapitalen? Altså "et europæisk forår"?

HVAD ER DET REELLE PROBLEM?
Problemet er det Marx kaldte den rentebærende kapital i modsætning til produktions- og handelskapitalen. Denne kapitals interesse er kun at blive rigere uden at arbejde med andet end handel på børser. Da den konstant vokser, skal den finde nye investeringsmuligheder, ellers er den værdiløs. Den kan ikke spises op!
Ideologisk er problemet dogmet om, at "vi alle sammen skal leve af produktionen", og at det er kapitalen, der skaber produktion og vækst, hvorfor den ikke må reguleres politisk.
Virkeligheden er en anden - det er forbrugerne, der skaber og betaler produktionen. Uden kunder ingen produktion. Altså er det forbrugerne, der via deres valgte politikere skal regulere kapitalen til en støt voksende velstand.

GÆLDSKRISENS FASER
1. I 2008-krisen lokkede kapitalen bogligejerne og virksomheder til nye lån uden reel dækning. I dag lokkes stater til overdreven gæld. Herved vil landene automatisk styre ind i første fase af en gældskrise.
På et tidspunkt vil de nemlig få problemer med både at skaffe penge nok til at betale renterne og til offentlige udgifter, især hvis deres indtægter udhules af andre økonomiske problemer, og fordi lokale kapitalister er fritaget for at betale skat, fordi man tror, at kapitalen skaber vækst.
2. Når de kriseramte lande skal forsøge at genskabe balance på statsfinanserne, skal der spares, og det vil gå ud over borgerne, typisk ved lønforringelser, forringelse af offentlig service og forhøjelse af pensionsalderen. Herved betaler borgerne kapitalisterne med ringere levevilkår. Dette får folk på gaderne og de sociale og politiske balancer trues.
3. Oprettes balancen ikke og krisen fortsætter, sænker kapitalisterne kursen for statsobligationerne pga. påstand om forhøjet risiko og forøger dermed deres renteindtægt af lånene, hvilket er meningen med krisen, som forværres og bankerotten truer.
4. Da der er tale om stater, vil en bankerot ramme alle borgerne (undtagen kapitalisterne) og andre stater, så disse og de internationale kreditinstitutioner vil kommer de kriseramte lande til hjælp, hvorved kapitalisternes udbytte reddes eller yderligere forøges.
Dette skete den 21. juli med EU's hjælpepakke til Grækenland, men som Barroso skrev den 3. august (se her) tilfredsstillede den ikke markedet (læs: kapitalen).
5. Politikerne havde bøjet sig for kapitalen, men var blevet afvist. De har nu kun ét kort på hånden: begrænse kapitalens magt ved at udelukke den fra investeringer, ved at beskatte den og ved at overtage investeringer - altså præcist det der skete i går med Merkel, Sarkozy og den danske nationalbank.

Det, vi i virkeligheden overværer for tiden, er kapitalens kamp mod demokratiet. Desværre fortsætter politikere og medierne med at tale de stakkels investorers sag indoktrineret som de er i den kapitalistiske religion også kaldt kapitalistisk fascisme.

Hvis du synes, at Marx er forældet i forhold til kapitalismen, tager du fejl. Marx er kun 150 år, kapitalismen er mere end 500 år, er ældre end demokratiet og har i hele sin levetid produceret utallige kriser som de nuværende.


Top

---