Du er inde på Otto Lassens blog på webstedet ITTEXT om ideologiernes kampe.

Blog link:  http://ittext.dk/blogge.asp?nr=040108

Khaled Hosseini's roman, "Drageløberen" ("The Kite Runner"), udkom 2003, er oversat til 38 sprog og er nu aktuel som film. Mange er altså blevet påvirket af den og dens budskab, som de altså har accepteret. Desværre er romanens budskab falsk og dens påvirkning af læserne politisk farlig. Budskabet er simpelt - det står allerede på første side: Hovedpersonen, Amir, har "en fortid af ikke-sonede synder", men "der er altid en måde, man kan blive god på igen" i fremtiden.

Hans synd er, at han som overklassebarn har været for overlegen over for sin legekammerat, der var søn af farens tjener. Hans "synd" er altså social
Han soner sin synd ved at tage sig af legekammeratens søn, men primært ved at blive muslimsk religiøs. Han begynder at bede 5 gange om dagen og kunne koransteder udenad, hvad han ikke gjorde før.
Faren var ikke religiøs, men vestlig sekulariseret forretningsmand, og påvirkede sønnen til det samme. Det var farens rigdom, der angives som årsagen til sønnens synd.

Budskabet er taget fra de religiøse klicheer. Mennesket er syndigt, fordi det svigter sin religion, men bliver god igen ved at blive religiøs.

Budskabet er falsk af fire grunde:
- et menneske kan ikke opdeles psykologisk så firkantet, at det har en syndig fortid og er syndefri i fremtiden. Det har også haft gode sider i fortiden, vil begå synder i fremtiden og kan ikke bare slette sine fortidige synder.
- hans "synd" er ikke religiøs, dvs overtrædelse af en guds bud, men social. Han kunne lette på sin dårlige samvittighed blot ved at tage sig af legekammeratens søn uden at blande religion ind i det.
- hvis en religion skulle kunne slette ens synder og gøre en absolut god, er den mere reklame end moral.
- det er at løbe fra sit ansvar at give faren skylden for synden.
Budskabet er desuden udtryk for islamisk fundamentalisme: genfinde islam efter en periode med sekularisering. Falskheden er altså parret med religiøs propaganda.
Hosseini har desuden koblet den kendte far-søn-problematik på syndefaldstemaet: en søn, der ikke kan leve op til farens forventninger.

Og endnu værre! Handlingen er henlagt til Afghanistan, hvorfor Hossini ikke kan undgå at tage stilling til problemerne dèr, og her er hans budskab politisk set falsk.
I et interview siger han:
"I wanted to remind them [people in west] that there was an Afghanistan before the Soviet invasion of 1979, and that Afghanistan had enjoyed decades of peace without anyone firing so much as a rocket.Having lived through that time period in Kabul - the final years of the monarchy, the birth of the Republic, and the first years of Daoud Khan’s leadership - I felt comfortable writing about it."

Han siger altså selv, at han er ude på at påvirke læserne politisk. Han idylliserer Afghanistan fra før den sovjetiske invasion i 1979, men det er falsk.
- fra 1917 og især fra 1961 samarbejdede Afghanistan med USSR, der leverede militært udstyr og hjælp. USSRs invasion i 1979 skyldtes, at Afghanistan begyndte at vende sig mod Vesten, altså typisk kold krig. Mujahedinernes USA- og Europastøttede kamp mod USSR var ideologisk begrundet, jihad, islam mod ateisme. Mobiliseringen fra hele den muslimske verden skete ved appel til islam. Den kolde krig gled direkte over i den følgende periodes islamiske terrorisme.
- årsagen hertil var, at under Hosseinis fredelige overflade var fronterne allerede trukket op mellem fraktionerne i landet. Kongerne havde i hele 1900-tallets Afghanistan forsøgt sig med en modernisering af landet, men dette havde flere gange fremkaldt oprør fra islamiske traditionalister.
O. 1970 var grupperne dannet: de kommunistiske mod de fundamentalistiske. I 1974 slog regeringen hård ned mod de fundamentalistiske, bl.a. Muslimsk Ungdom, der flygtede til Pakistan, men kom tilbage for at bekæmpe kommunisterne og USSR.
- Afghanistan er et af verdens fattigste lande. Regnet efter BNP pr. indbygger ligger landet på niveau 178 (ud af 192). Det er desuden opdelt i et kaos af klaner, stammer, krigsherrer, opiumsbander, der alle på skift bekæmper hinanden, uden mulighed for en overordnet politisk struktur.

Hosseini inddrager ingen af disse kendsgerninger i sin roman, der er lukket inde i et overklassemiljø i Kabul. Hovedpersonen flygter til USA under den sovjetiske invasion, men vi får ikke den egentlige grund at vide.

Romanen lader os dog møde en repræsentant for taleban, Assef. Men han har en tysk mor, hylder Hitler, voldtager drenge, går med John Lennon solbriller, sammenlignes med Jesus og beskrives ikke som religiøs fundamentalist, men betegnes som sociopat. Hosseini ønsker ikke at besmitte sin islam med talibanernes, hvilket også er falsk.

KONKLUSION "Drageløberen" bygger alene på religiøse og politiske klicheer. Dens billede af virkeligheden er fundamentalt falsk.
Den er dermed etisk farlig, fordi den appellerer til sentimentale fordomme. Og politisk farlig, fordi den giver et forvansket billede af situationen i Afghanistan, der netop i disse år er et centralt problem med NATOs militære aktion i landet og som terrorisme-fænomen.


Top

---