IDEOLOGIER OG PERIODER
Vores historie forløber som en række perioder. Hver periode har sin egen dominerende ideologi, gerne som modsætning til den tidligere periodes.

I 1870-1890 hed ideologien naturalisme: man gjorde op med religion og inspireredes af naturvidenskab.
I perioden efter, 1890-1900, vender man tilbage til religiøse følelser. 		Perioden 1970 - 1990 er blevet kaldt "ungdomsoprøret". Basis var en konsekvent antiautoritær og politisk holdning, der radikalt ændrede leveformer og derved en række socialt-politiske områder som boformer, kønsroller, nærdemokrati, pædagogik, ledelsesformer, miljø.

Der måtte nødvendigvis ske et ideologiskift i 1990. Det var dengang jerntæppet faldt, den kolde krig ophørte, kommunismen tabte og kapitalismen sejrede. 		Man tabte derfor lysten til at sætte spørgsmålstegn ved det bestående og finde på alternativer til det. Man måtte søge andre typer værdier end ungdomsoprørets. Retningen var væk fra det nære og rationelle, ud mod følelser og fremmede og oprindelige kulturer, tilbage til sin egen fortid og åbning for religion.
Da indvandringen samtidig var på sit højeste, var det i indvandreren, man fandt alle elementerne samlet.

SKITSE AF IDEOLOGIEN
Den centrale idé i ideologien er, at de vestlige industrialiserede og demokratiske samfund gøres multikulturelle ved hjælp af indvandring.
Indvandrerne skal komme med deres kultur fra oprindelseslandet og på forskellige måder manifestere den i de vestlige samfund.
Det kunne være "chinatowns" med musik fra eksotiske kulturer og restauranter og forretninger med eksotiske retter og varer. Indvandrernes påklædning, især de muslimske kvinders tørklæder, fungerer som grundsymbolet for multikulturens tilstedeværelse.

Man opfatter indvandrerne som mere menneskelige i deres livsrytme, familiemønster og fællesskab end Vestens individualisme og karriereræs. Man prøver at genoplive sine kulturelle rødder under inspirationen fra indvandrerkulturerne.

Da indvandrerkulturer ligner europæisk kultur i gamle dage, er ideologien også en tilbagevenden til egne værdier fra før starten på udviklingen mod demokrati og før industrialiseringen. Og man genopliver religion i dens modsætning til sekularisme. 		Indvandring opfattes som en form for ulandshjælp. Man finder en menneskelig værdi i det at gøre noget for andre og beskytte de svage.

Man har ingen intensioner om at ændre sin egen situation politisk, men man ofrer sig for de andres, hvilket må betyde, at man ikke mener, man selv har problemer.

Det hele forudsætter, at man har en idealiseret forestilling af indvandreren, da det er denne, hele ideologien er baseret på, og at indvandrerne bevarer deres kultur og ikke lader sig opsluge kulturelt af Vesten, sådan som det er sket med de tidligere indvandringer.

Ideen fyldes så med kraftige følelser og opfattes som ultimativ god i modsætning til en forestilling om det tilsvarende onde: de indvandrerfjenske partier. Det onde kaldes generelt racisme. Principielt er alle under mistanke. Visse personer fungerer som ikoner for racistisk ondskab, f.eks Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti.

 Beskyttelsen af indvandrerne mod fjendebilleder udgør kærnen i engagementet. Hovedaktiviteten består i demonstrationer "mod racisme og fremmedhad", som man altså må mene findes overalt.
Holdningen kunne også betegnes som omvendt racisme, da den ligesom den ligefremme racisme tager udgangspunkt i racen, også kaldet etniciteten.

Baggrunden for ideologien var, at der faktisk i perioden foregik en stigende indvandring til de vesteuropæiske lande.
En sådan indvandring er et politiske emne ligesom andre aspekter af et samfund og som dem forbundet med problemer og kriminalitet.
Det specielle ved ideologien er, at den hæver netop indvandrerområdet op over alle de andre og gør det entydigt, fordi det er kærnen i livsanskuelsen og i tilhængernes identitet.

Man forholder sig ikke til det på det konkrete plan og diskuterer ikke løsninger på de problemer, der uundgåeligt må følge med indvandring.

IDEOLOGIENS UDVIKLING I PRAKSIS TIL 2006 - OG DENS DILEMMA
Parallelt med den multikulturelle holdning er der opstået en antimultikulturel. Og dermed er scenen for periodens kulturkamp sat - ikke mellem indvandrere og danskere, men alene mellem danskere.

På det konkrete plan kan det ikke undgås, at indvandring også betyder problemer: bolig, arbejde, uddannelse. Skal der overhovedet ske en indvandring? Skal der ske en integration? Og i så fald: med eller uden assimilation? Skal indvandrerkulturer fredes i den offentlige debat? Problemerne er ammunition til kulturkampen.

De multikulturelle har svært ved at demonstrere eksempler på multikulturelle succeser. Enten er der problemer, eller den oprindelige kultur er integreret væk. Man kæmper mod begrænsning af indvandring, mod hjemsendelse af afviste asylansøgere og andre "uden papirer"og for bevarelse af de oprindelige kulturer f.eks. i form af modersmålsundervisning.
Våbnet er ordet "racisme", og da racisme er ulovlig, kommer kulturkampen også til at foregå i retssalene, hvor juristerne har problemer med definitionen af ordet og graden af lovovertrædelser i anklagerne.

Indvandringen startede allerede i 60'erne, hvor den var næsten ubegrænset. Den er dermed her i starten af 2000-tallet for mange kommet til tredie generation, for hvem de kulturelle forskelle er mere udviskede end for forældrene. Tilsvarende er der forskelle mellem kulturernes standhaftighed over for afsmitning fra omgivelserne.
Efter 40 års indvandring og kulturudligning er billedet, at det er muslimerne blandt indvandrerne, der har holdt stand mod ydre påvirkning.

Indvandrerdebatten har dermed udviklet sig til en egentlig kulturdebat: islam kontra moderne vestlig kultur. Temaer er bl.a. religion mod sekularisme, kønsroller, sharia mod demokrati, menneskerettigheder. At indvandrerspektet ikke længere er aktuelt, ses af, at islam repræsenteres af fuldt integrerede muslimer og af gammeleuropæere, og at debatten også foregår globalt.

De multikulturelle fastholder dog indvandreraspektet i deres forsvar for islam, hvad der fremkalder nye modstandere: liberale demokrater og en lille del af den gamle venstrefløj, hvoraf størstedelen dog stadig forbliver multikulturelle og dermed islamvenlige.

I 2006 eskaleres denne debat med den globale Muhammed-sag, der startede i Danmark med Jyllandspostens karikaturer af Muhammed. Danske muslimer søger via muslimske ambassadører i Danmark hjælp i de muslimske lande, og de får hjælp i form af massedemonstrationer mod Danmark i alle lande, hvor der er muslimer, og handelsboykot. Muhammed-sagen viser, at muslimske indvandrere snarere skal opfattes som repræsentanter for global islam: de kræver deres kultur respekteret mod 		modtagerlandets, og de har støtte til det fra muslimer globalt. De mest radikale arbejder for at omdanne demokrati til en islamisk statsform med sharia som lovgivning.
Både en dansk og en fransk domstol mente efterfølgende, at karikaturerne lå inden for ytringsfrihedens grænser. Både muslimerne og deres danske støtter handlede altså mod demokratiet.

Fra at forsvare indvandrernes kulturer er de multikulturelle kommet i en situation, hvor de forsvarer grundlaget for en konservativ, antidemokratisk ideologi og religion, fordi den indgår som led i en indvandrer- kultur. Man forveksler racisme og religions- og kulturkritik.

Dette illustrerer det indbyggede dilemma i multikulturalismen. Man forsvarer alle indvandrerkulturer uden hensyn til disse kulturers indhold og udvikling, fordi det netop er deres oprindelige form, der rummer den værdi, man dyrker. Integration og modernisering af indvandrerkulturer må nødvendigvis være multikulturalismens logiske modsætninger.

Multikulturalismen er blevet til kulturkonservatisme.
Bemærk, at dette er et forsøg på at beskrive en dominerende vesteuropæisk ideologi i perioden 1990-2010 og ikke en stillingtagen til indvandrerproblematikken (selv om nogle multikulturelle vil mene det).

NYE LINIER I INDVANDRERDEBATTEN 2008 (skrevet 18.3.)
12. februar arresterer PET 3 indvandrere pga mordplaner mod Muhammedtegner Kurt Westergaard. 14 aviser genoptrykker hans tegning af Muhammed med bombe på hovedet. Dette opfattes igen af muslimer som en krænkelse af dem.
Ungmuslimer reagerer ved at afbrænde biler og skoler og kaste sten mod politi, ambualncer og brandfolk de følgende 14 dage.
15. februar afholder Hizb-ut-Tahrir demonstration mod tegningen. Der deltog 1000 muslimer inkl. Kassem Ahmad, talsmanden for Islamisk Trossamfund, der repræsnterer o. 4% af de danske muslimer. De tyrkiske muslimer tager afstand fra Ahmads støtte til Hizb.

På basis af disse begivenheder formulerer SF-formanden, Villy Søvndal, en nye linie i indvandrerdebatten
VILLY SØVNDALS NYE LINIE
19.februar meddeler han medierne denne nye linie. Han kritiserer Hizb-ut-Tahrir for at være "åndsformørket idioti" og beder dem "gå ad helvede til". 10% af de muslimske indvandrere har denne ideologi. Han siger, at foruden økonomi, diskrimination og Dansk Folkeparti skaber den muslimske kultur også problemer ved integration. Det er ikke kun samfundets skyld. Og at for længe har DF og ekstreme muslimer som Hizb, Trossamfundet og imamer defineret indvandrerdebatten. Han vil finde en ny holdning mellem disse ekstremer. Kernen i denne er ideologisk: er man demokrat eller ej, ikke kulturel: er man indvandrer eller ej. Dette fører til en kritisk holdning til ekstreme muslimer. F.eks. mener han nu, at tegningerne i 2005 var nødvendige, hvad han ikke mente før. Tidligere Sf-formand, Holger K.Nielsen mener, at partiet altid har haft Søvndals nye holdning.
DE MULTIKULTURELLE vil ikke acceptere Søvndals kritiske holdning til muslimsk kultur, da den rammer kernen i deres ideologi, der ukritisk forsvarer indvandrerkulturer og giver samfundet skylden for problemer med integrationen.
Deres argumenter mod Søvndal er:
- han nærmer sig DF og racismen
- han fører en "os og dem"-retorik
- hans "gå ad helvede til" opfattes som møntet på alle indvandrere
- kan kritiserer ikke nazister og ungdomshusurolighederne, men kun indvandrerne.
- hans holdning er meget farlig for integrationen.
- han har ingen konkrete forslag til løsninger

SF scorer mange stemmer imeningsmålingerne og mange nye medlemmer.

IDEOLOGIENS MANIFESTATIONER
Der beskrives nu en række eksempler på ideologien. Er et ord understreget, kan du klikke på det og få dokumentation og argumentation. Desværre er det endnu kun skitser - ikke den endelige version.
MULTIKULTURALISME
- overordnes det demokratiske retssamfund.
MODSTANDERNE
altså racisterne
UBEGRÆNSET INDVANDRING
Intet konkret forslag om indvandrerpolitik
INDVANDRERPROBLEMER
Ingen løsningsforslag
BERØRINGSANGST
Når myndigheder ikke tør gribe ind.
MODERMÅLSUNDERVISNING
Idealisering af indvandrersprog på falsk grundlag.
EKSEMPLER PÅ RACISTISKE HENSYN
Blot som bevis for udbredelsen af ideologien.
HOVEDTEMAER OG ARGUMENTER
For og imod standardpåstande.
GENOPLIVELSEN AF RELIGION
Religion generelt overordnes indiskutabelt demokrati
MORDET PÅ ITALIENSK TURIST
En indvandrer kan ikke være kriminel.
HIZB-UT-TAHRIR
Danskere tiltrækkes af udemokratisk bevægelse
IDYLLISERING AF MUSLIMER
Muslimerne er bedre end danskerne
OPGØR MED SEKULARISERINGEN
udemokratisk sammenblanding af politik og religion
IDEOLOGIENS FASTE ORDFORRÅD
"dæmonisering af islam", "hate speech"
MEDIEMANIPULATION
Journalister propaganderer for ideologien.
RACISME-BEGREBET
- bruges generelt om alle modstanderes meninger.
HÅBET OM SELVINTEGRERING
falsk erkendelse af problemerne
MULTIKULTURAL ESKALERING
Man distancerer sig mere og mere fra demokratiet
TØRKLÆDER og TØRKLÆDEDOMME
Tørklæder overtræder menneskerettighederne.
HØJESTERET OM RACISME
Pia Kjærsgaard vs. Karen Sunds
ACCEPT AF ISLAMISK TERRORISME
- opfattes som berettiget eller som uundgåelig.
ANTIAMERIKANISME
Dæmonisering af USA.
ISRAEL
Palæstinenserne undertrykkes. Hamas forsvarer dem. Selvmordsbomberne er ok!
TYRKIET SKAL MED I EU
Billig arbejdskraft og mere islam i Europa
KALENDER
over periodens begivenheder

IDEOLOGIENS FORSVINDEN
Ideologien vil forsvinde, når afstanden mellem dens idealforestillinger og virkeligheden bliver for stor.
Idealet er de mange indvandrer- kulturer i modtagerlandet. Virkeligheden er ghettoer. Her har flertallet ikke arbejde, forsørges af det offentlige og har dermed ingen kontakt til det omgivende samfund. Børnene vokser op og går i skole i samme sociale isolation. 		De multikulturelle ser ghettoer som virkeliggørelsen af deres ideal. Andre ser dem som sociale og politiske problemområder: der foregår ingen integration, og der er ikke lige muligheder for alle uanset kulturbaggrund.
Dette fører til fornyet diskussion om begrænsning af indvandring, fordi modtagerlandene ikke er i stand til at integrere indvandrerne og dermed kan risikere sociale uroligheder som forstadsoprøret i Frankrig januar 2006. 		Forestillingen om det multikulturelle samfund udfordres ligeledes af konflikter mellem indvandrerkulturer og inden for en sådan kultur, f.eks. mellem moderne og fundamentalistiske muslimer. De multikulturelle tager parti for de fundamentalistiske, mens andre for modernisering af indvandrerkulturerne.

Det multikulturelle samfund kan kun føre til sociale og politiske konflikter, der ikke løses med racismeanklager.

NÆSTE PERIODES IDEOLOGI: KOSMOPOLITISME
Problemerne og konflikterne omkring integration af indvandrerne vil sætte en stopper for multikulturalismen som borgerskabets ideologi. Det vil se sig om efter andre ideer, som det kan identificere sig med.
Allerede nu, 2006, er interessen ved at svinge fra indvandring til religion. Årsagen kunne findes i islams dominans i mediebilledet, men måske er multikulturalismen fra starten bygget på en religiøs stræben.
Det er dog næppe sandsynligt, at interessen for religion vil holde længe, da hele det vestlige verdensbillede for længst har demonstreret religionernes uholdbarhed over for sociale fremskridt og videnskab.

Der ligger andre områder klar, som borgerskabet kunne engagere sig i ideologisk.
Mens man har diskuteret indvandrere, har det kapitalistiske system - nu uden konkurrence fra andre systemer - udviklet sig i mere konservativ retning. Dette ses af forslaget til EU-konvention, hvor arbejdsgivernes interesser 		var prioriteret højere end arbejdernes. Den blev da også fældet i Frankrig og Holland af en kombination af antimultikulturelle og socialistiske befolknings- grupper.
Socialismens nederlag i o. 1990 med Østblokkens sammenbrud virker nok for skræmmende til en genoptagelse af kritik af kapitalismen.
Ulandsproblemerne, der ikke er blevet løst af indvandring til Vesten, kan heller ikke bære et større engagement mere.

Det bliver nok snarere globaliseringen, der vil blive kærnen i næste periodes ideologi. Det forudsætter dog, at fænomenet bliver defineret klarere, end det er i dag.

Overfladisk betegner globaliseringen den kendsgerning, at de informationsmæssige afstande på kloden er kraftigt afkortet med moderne teknologi. Ligeledes er de handelsmæssige afstande afkortet, så man dagligt køber varer fra hele kloden. 		Dette er dog kun kendsgerninger, som man ikke kan bygge en ideologi og idealforestillinger på.

Istedet kunne globalisering opfattet som dens humane konsekvenser danne grundlaget for den nye ideologi. Når alle kan kommunikere og handle globalt, må det blive ideerne om en ny global kultur og retsorden, der skulle kunne engagere borgerskabet.

En ideologi bygget på dette grundlag kunne kaldes kosmopolitisme, hvad der kunne blive navnet på næste periode.

Dens tendens vil blive den stik modsatte af multikulturalismen. I stedet for at beskytte bestående kulturer vil kosmopolitismen ændre dem for at finde et minimum af fælles normer og værdier uanset race, der kunne danne baggrund for en global kultur og retsorden og dermed fredeligere tilstande.
Kilderne til denne tankegang kan findes i 1700-tallets naturrets- tænkning med udgangspunkt hos Hugo Grotius og i 1800-tallets socialisme og den unge Karl Marx.